Cykelture og dræberhundene

Der er ikke sket meget, siden jeg lavede det sidste blogindlæg, men alligevel er der en uendelig række af små historier, jeg gerne vil skrive.

Jeg har læst det sidste blogindlæg og indset, at I kun får et glimt af min hverdag i Tanzania, det fulde syn er vist kun muligt for den der ser øjeblikket. På trods af det, vil jeg prøve at beskrive lidt flere detaljer fra min hverdag. F.eks. vores cykeltur på arbejde.

Vi har fået stillet to cykler til vores rådighed hernede, udover at de er for små, bremserne ikke virker og gearet hænger efter cyklen, er de af høj standard. Det er dem der skal transportere os 8 km hver dag, og ind til videre er det gået udmærket. Især når man tager vejen i betragtning, den er asfalteret den1. km og derefter er det sand-vej. I øjeblikket er det vinter hernede, så alting er meget tørt, det resulterer i, at sandet løsnes af solen og bagefter hvirvles rundt af vinden. Therese og jeg kører altså nærmest i en kæmpe sandkasse. Når regntiden så kommer, skulle man tro, at det ville lette vores køretur, men de meter dybe huler i vejen vidner om en altødelæggende regn, som kun vil ødelægge vejen yderligere.

Heldigvis er det en opmuntrende tur og det skyldes alene ”wazungu”-korene. Når vi kommer cyklende kridhvide med solbriller og cykelhjelme og desperat prøver at holde nederdelen nede over knæene, samtidig med at vi skal styre igennem en trafik der ikke kører i ’left side’, men i ’best side’, så står der altid en trofast flok langs vejen. Flokken består hovedsageligt at børn, men alle aldre er repræsenteret, og man hører tit en mor råbe på hele familien, så de alle sammen kan nå at se de to wazungu som kommer cyklende. Det hænder også at et barn løber i forvejen for at advare de kommende huse om særsynet, så når vi kommer cyklende står der gerne et kor langs begge sider af vejen og råber ”wazungu, wazungu, wazungu”. (Wazungu er betegnelsen for en hvid person). Det er da opmuntrende, og som Therese har sagt, så føles det som at være med i Tour de France, man får næsten lyst til at stoppe op og give autografer. Og får at sætte prikken over i’et, så kører vi ikke bare Therese og jeg længere, nu har vi de to piger fra børnehjemmet med på bagagebærerne. Vi ved ikke om der er prestige i det fra deres side, men jeg tror personligt mere på, at de er flove. Den store af dem tager i hvert fald altid et tørklæde over hendes hoved, når vi cykler.

Her er vi sammen foran det gamle børnehjem:

Da jeg læste mit sidste indlæg bemærkede jeg også, at jeg havde udeladt en meget vigtig ting i beskrivelsen af vores hjem. Vi har ikke kun gadedrenge boende, men også to hunde, og for nylig blev en ged føjet til husholdningen. Til vores hus hører en stor have, med bl.a. et avokado træ der bærer frugter på størrelser med håndbolde. Desværre er det også her, at de to hunde holder til. Det siges at de er venlige, men grunden til at de er her, er uvedkommende gæster. Og hvis en uvedkommende gæst skulle være så uheldig at komme ind på vores side af hegnet, så er hundene bestemt ikke venlige. Så jeg er ikke tryg ved dem, og derfor kan jeg desværre ikke nyde haven, for jeg tør ikke gå derud. Flere har prøvet at overbevise mig om, at hundene hernede er racister og aldrig kunne finde på at bide en hvid person, men jeg er ikke overbevist.

Nu er det bare sådan at den eneste vej man kan få cyklerne ud, er gennem haven. Så jeg er blevet tvunget til at se min frygt i øjnene, endda op til flere gange om dagen. Dog er der én særlig dag der springer frem fra hukommelsen, hver gang vi skal igennem med cyklerne.

Vi havde lige været en tur på markedet og jeg opdager, til min forfærdelse, at vi har glemt husnøglen og derfor er nødt til at krydse haven med hundene for at komme ind. Så snart vi går hen mod døren kommer hundene løbende og står klar på spring på den anden side. Therese når kun lige at åbne døren, og med det samme hopper de ud og løber alt hvad de kan ud mellem nabohusene. Jeg er ved at besvime af bar skræk, mest for om de skulle finde på at løbe tilbage og angribe mig. Heldigvis er Therese modig og hun kalder på dem, og inden længe kommer Pepsi(den mindst frygtindgydende hund) løbende med logrende hale. Så aftaler vi, at jeg skal gå ind i haven og holde hunden inden, mens Therese for den anden hund ind. Hun får fat i Babla (den mest frygtindgydende hund) og holder den i dens jernkæde af en hundesnor, mens jeg prøver at åbne døren på klem så Pepsi ikke løber ud og Babla stadig kan komme ind. Men Pepsi maser sig helt hen til åbningen og stikker snuden ud, så jeg hverken kan lukke døren eller åbne døren, og jeg går i panik og åbner døren på hvidt gab. Det skulle jeg aldrig have gjort, stemningen griber Babla og den snerrer af Therese som er tvunget til at give slip, og i horisonten kan vi se de to hunde løbe tilfredse bort. Det var dråben, nu stod vi alene i en tom have, velvidende om to glubske vagthunde på jagt i hele kvarteret. Og vi havde ikke engang nøglen til huset, så vi var spærrede ude. Det vil sige, jeg havde spærret mig selv inde i haven, i frygt for at hundene skulle komme igen. Det endte med et opkald til Neeva(den ene gadedreng fra gårdhaven), og han ringede til Mama Simon, som kom hele vejen hjemmefra (en gåtur på 35 min.), og med ét kald får hun hundene tilbage og ind i haven og låser bagefter døren op for os. Hvis ikke min krop stadig var pumpet med adrenalin, havde jeg følt mig flov, men det eneste jeg kunne føle var lettelse over at være i live.

Jeg er efterhånden ved at vænne mig til dem, og for det meste sover de om dagen, når vi går igennem. Men jeg tror nu, at det varer nogen uger før jeg kan gå ud og nyde haven.  Her er et billede af Karen, som har vovet sig ud i haven og Babla i baggrunden. Længst væk til højre, kan man se en grå dør, det er først der man  kan komme ud i sikkerhed:

Det sidste, som der er plads til at skrive, er om de besøg vi kommer på. Det er god kutyme, når man får en ny ven, at invitere dem hjem. Og siden vi er hvide, er der utrolig mange der gerne vil være vores venner. Det første besøg var hos vores Mama’s, som bor med 25m mellemrum. Det var rigtig hyggeligt, og vi fik endda kød og sodavand serveret. Neeva var med, og en masse af Mama Pendo og Mama Simons børn og børnebørn var også til stede, så det var masser af gang i den, med mennesker løbende frem og tilbage, og alle ville gerne hilse, og dem der kunne lidt engelsk, ville gerne øve sig. Derudover har vi været hos Viceinspektøren for den skole Karen arbejder på, og hos en kollega som bygger vinduer ude på børnehjemmet. Selvom det alle gangene har været hyggeligt, er det en meget speciel situation.

Her er vi hos en kollega, Meshak (ham i den blå trøje) og hans familie:

Hjemmene ser meget anderledes ud, og jo flere elektriske apparater der er kørende, jo bedre. Det gælder jo om at vise, hvad man har. Så oftest er der en tv serie kørende og oveni det en radio, det kan til tider være svært at overdøve, især når der er skruet op på maksimal styrke. Så sidder man ellers og synker dybere og dybere ned i store plysmøbler overpyntet med falske blomster og små løbere, mens man kæmper med den 3. portion ugali og bønner. Samtalen er ikke til stede, for sprogbarrieren gør, at man kun kan sige få sætninger til hinanden og ellers trække på skuldrene og ryste på hovedet, når man ikke forstår noget. Derfor er et besøg ikke længere end to timer, men det er nu også meget rart.

Her sidder viceinspektøren i et hjørne af hans stue, med både fjernsyn og computer kørende. Bemærk Obama plakaten i baggrunden:

 Vi var ude at gå en tur med inspektøren, og herfra kan man se ned over Sumbawanga, som ligger i en dal. Meget flot og meget tørt:

Det er endnu engang kun et glimt af mit liv som det former sig hernede, men jeg håber det giver bare en smule indsigt. I det mindste sparer det jer for mange timers historie fortælling, når jeg engang kommer til Danmark igen. Jeg nyder mine hverdage, og håber det samme gælder jer. 

Afrikansk hverdag

Så er det vist på tide at skrive om alt det som jeg oplever lige nu, og ikke alt det som er sket i løbet af den første uge ved Victoriavandfaldene osv.

Efter at vi havde siddet på busstationen i Sumbawanga i 2½ time ca., fik vi via nogle opkald til DK fat i Knud som kom og hentede os med undskyldningen: ”Åh, jeg troede først det var mandag i kom, det er jo hvad der kan ske”. Ja selvfølgelig, det er jo hvad der kan ske når man kommer en lørdag i stedet for en mandag.

Knud er vores kontaktperson og vejleder i løbet af vores praktik. Han er missionær i det sydlige Tanzania på 12. år, og han lever op til alle fordomme. Han har lagt hvidt skæg og gråt pagehår, som han altid dækker med en cowboy lignende hat som matcher hans praktiske naturfarvede bukser, til gengæld matcher hans farverige og mønstrede skjorter knap så godt. Han har altid en god historie fra lokalområdet, og når han tropper op ude på børnehjemmet løber børnene ham i møde og de ældre hilser respektfuldt på ham. Man får fornemmelsen af, at han har gennem de mange år herude, har opnået stor autoritet i alle hans omgangskredse. Og det, at han først dukker op 2½ time efter vores ankomst, og egentlig slet ikke regnede med at vi kom den dag, bekræfter kun fordommen om at han er mere afrikaner end dansker.

Om aftenen da vi ankom til huset, var vi godt trætte, og synet der mødte os, virkede ikke ligefrem opkvikkende. Det er et hus Knud kun overnatter i hver 14. dag og ellers bliver det brugt til opbevaringsrum for alle mulige ting, som en gammel missionær-samler, kan finde på at gemme. I vores stue står der ca. 10 gamle computerskærme og der er utallige skåle og skuffer og reoler der gemmer på alt fra danske julesange til rustne søm og gamle postkort sendt til tidligere volontører. Inde på vores værelse (som vi er 3 piger der skal deles om) står der også en del gamle stationære computere, 2 barnesæder til bil, en sæk med gamle hæklede klude og masser masser af alt andet tænkeligt. Oven i rodet er der enormt beskidt, virkelig beskidt! Vores myggenet hang næsten nede i hovederne på os pga. vægten fra skidt, gardinerne turde jeg dårligt røre ved og man kunne se lyse mærker fra ens fingerstrøg på væggene. Heldigvis opdagede vi først omfanget næste morgen, for på den første aften var strømmen så svag, at lamperne knap lyste, så vi brugte stearinlys. Vi vågnede altså op til noget der mest af alt virkede som et forladt sommerhus ejet af en gammel samler. Og så blev kosten eller svunget. Heldigvis er Therese også glad for rene ting, så vi brugte næsten hele dagen på at rengøre vores værelse og få ryddet op i reolerne. Resten af huset må vi tage i løbet af de næste måneder.

På loftet bor der meget livlige rotter, så de første mange nætter havde vi svært ved at sove pga. larmen fra dem. Og så skal man huske at ryste myggenettet godt inden man stiger ud af sengen, for i løbet af natten er der som oftest faldet lidt rotte efterladenskaber ned.

Her er et billede af det rotte lort som bogstaveligt talt hang ned af væggene inde på vores værelse:

Her er et billede fra efter vi har gjort vores værelse pænt:

I huset er der også indrettet en bogbutik i et af værelserne, den giver løn til to afrikanske Mama’s og vores nattevagt. De to Mama’s står for butikkens salg og derudover er de en slags husholderske, f.eks. vasker de vores tøj og gør lidt rent i stuen og køkkenet. Mama Pendo og Mama Simon, begge opkaldt efter deres første fødte. De er rigtig dejlige at have i huset, og fungerer som erstatningsmødre ved at give varm te når man har hoste og rose ens ny-syede tøj. De kan begge to kun tale swahili, så vi får virkelig afprøvet vores sprogkundskaber.

Her på billedet er vi hjemme at besøge dem, de bor med kun 50 meters mellemrum, så vi tog lige på dobbeltbesøg:

Omme i vores gård bor tre drenge omkring 20-25 år, de er alle sammen fra gaden, men nu betaler Knud deres uddannelse og imens den står på, for de lov at bo her. Neeva er en af dem, (jeg har vist skrevet om ham), han kan tale engelsk og har været til stor hjælp ved at svare på utallige spørgsmål. Han har barn og kone i en landsby 3 timer væk, men nu bor han her til studierne er færdiggjort. De to andre, Sergent og Tito, har vi kun talt lidt med, men det kommer nok efterhånden. Det er kun Neeva der har lov til at gå ind i huset, for han har vist sig pålidelig, de andre må vente nogle år endnu.

Her er Neeva på vej til fodbodkamp (på  byens lokale tv), og selvom det er 27 grader, skal man selvfølgelig havde udstyret på:

I løbet af søndag eftermiddag tog vi ud for at kigge på det ny byggede børnehjem, det er bare lidt uheldigt, for det viste sig, at det ikke var færdigbygget endnu. Det skulle ellers have været færdigt i maj (afrikansk tid), det vil sige engang næste år. Det kom ikke helt bag på mig, men jeg blev stadig lidt skuffet. Så vores opgave de første 14 dage blev at male loft og vægge, i det der bliver fællesrum for børnene. Det er vi heldigvis færdige med endnu. I starten var det da meget hyggeligt. Vi skulle arbejde sammen med Mathias, den kommende husfar for børnene, og et par af drengene fra det gamle børnehjem. Ingen af dem kan engelsk, så vi har fået øvet en del swahili. Jeg kan både sige maling, male, slibe, røre og træt, det er jo praktiske ord i mit pædagogiske arbejde. Det gav faktisk lidt sammenhold, og jeg er kommet godt ind på Mathias, han er meget venlig og rolig. Sådan en type som aldrig mister besindelsen, og har tålmodighed til alle mennesker. Perfekt som børnehjems far.

Her er billeder fra den første dag på børnehjemmet (Knud er ham med hatten), 2. billede er en gammel klinik som er forladt, den skal vi til at renovere, så børnene kan bruge det til fælles rum:

Men efter de 14 dage begyndte vi at føle os lidt pressede fra skolens side af. Jeg har 7 mål som jeg skal opnå inden afrejse, og udover det skal jeg skrive en større opgave om det pædagogiske arbejde. Og så begyndte jeg også at blive lidt rastløs, så der skulle mere til. Derfor tog vi en samtale med Knud, og nu har vi fået flettet noget pædagogisk arbejde ind.

Vi har fået til opgave at male ydersiden af en af bygningerne på det nye børnehjem, men nu har vi to gadepiger med i arbejdet. De er begge to ude fra det gamle børnehjem og hhv. 12 og 15 år. Messia som er 12 kommer fra en landsby langt væk, og var så heldig at blive fundet af Knud. Hun har en infektion i et sår på skinnebenet, som er blevet så slemt, at det har ætset halvdelen af hendes knogle. Hvis ikke Knud havde taget hende med, så var hendes ben rådnet og skulle amputeres, og så ville der ikke være nogen lykkelig slutning for hende længere. Hun bor på børnehjemmet og kommer på hospitaler flere gange om ugen, for at få renset og forbundet såret. Hun har været væk fra familien 1 år nu, og venter stadig på at såret skal heles, når det sker, kan hun flytte hjem igen. Mariam på 15, som også bliver kaldt Pili (To på swahili) fordi hun er 2. født, er et typisk gadebarn. Hendes forældre er døde, og bedstemoren hun boede hos blev for gammel til at tage sig af hende. Heldigvis opdagede en lærer det og kontaktede Knud, og det var egentlig starten på børnehjemmet. Pili har været her siden hun var 7 år.

Her er Therese og Pili i gang med at male:

Messia har aldrig gået i skole og Mariam er pga. skulkning blevet smidt ud af skolen. Så efter vi har malet et par timer, så spiser vi en lille frokost, og til sidst underviser vi i engelsk og matematik. Messia er selvfølgelig på 1. klasses niveau og Mariam er i matematik på ca. 5. kl. og i engelsk omkring 1. klasse. Så det er simpel skole, men det er kun godt, for alt foregår på swahili. Nu har vi været i gang med malearbejdet en uges tid, og vi har udregnet, at hvis vi arbejder i samme tempo fra nu af, så vil vi være færdige om 45 dage. Så der er masser af tid til at udføre lidt pædagogisk arbejde ind mellem malerpenslerne.

Her sidder vi og får en lille frokost og bagefter underviser vi samme sted, der er nemlig ikke kommet nogen møbler derud endnu:

Udover at male med de to piger, har vi også fået til opgave at hjælpe Mama Pendo og Mama Simon hver onsdag. Her holder vores hus nemlig åbent for gadedrenge i Sumbawanga. Alle er velkomne og der bliver serveret ugali og bønner, og der vil være mulighed for at få vasket sit tøj og få et bad. Det er meget forskelligt hvor mange der kommer, ca. 15-20 stykker. Sidste onsdag de var her, var der ved at opstå slåskamp, nogle drenge var kommet op at skændes og pludselig blev en af dem tæsket med en kæp af en anden. Så det er nogen hårde drenge, jeg ret spændt på hvordan det bliver. Ind til videre har vi kun været bag scenen, og hjulpet med opvask. Senere regner vi med at skulle være ude i haven med drengene, så vi kan få afprøvet vores diakon-evner.  

Så der er masser at lave lige nu, og oveni det har der været 7 danskere på besøg de sidste 10 dage, så der har været godt gang i huset. De 7 danskere er volontører på vej ud til en mindre landsby, Kipili, og inden skulle de lige nå at have swahili undervisning i Sumbawanga. Det har været rigtig hyggeligt, men også lidt mange mennesker i et lille hus. De er lige taget af sted for en time siden, og nu er der ro til at færdigskrive sin blog. Karen Louise er den eneste der er blevet tilbage, hun skal bo i huset med mig og Therese. Karen skal være her til 19. december og kommer til at undervise i computer og engelsk på forskellige skoler. Det skal nok blive hyggeligt mellem os 3 piger, det håber jeg i hvert fald, for vi skal dele værelse de næste mange måneder.

Her er vi ved at stille en seng op med myggenet til Karen, den seng som skulle være kommet dagen før, er tilfældigvis ikke blevet færdigbygget, så der går nok nogen uger endnu:

Her står vi alle tre sammen på toppen af et lille bjerg. Billedet er fra en lille søndagsudflugt, som jeg skriver lidt om næste gang:

Sådan ser min praktik altså ud i Tanzania lige p.t., men mens I læser denne her blog sker der sikkert en masse ændringer og misforståelser, så det hele er anderledes igen om 14 dage.  Jeg håber det går godt i Danmark. Alt det bedste fra Amanda. 

VELKOMMEN TIL SUMBAWANGA

Ay Ay Ay, jeg kører aldrig med en afrikansk bus igen! Men okay, det sagde jeg også sidste gang jeg var af sted, og det er nu alligevel det billigste og enkleste, når man står og skal vælge transport middel i Afrika. Det var pænt sagt en ”spændende udfordring” at komme fra Dar Es Salaam til Sumbawanga.

Det startede godt ud da vi ankom til Dar lufthavn, jeg kunne genkende stedet og fik næsten med det samme øje på en taxa chauffør med et BDM(organisationen vi samarbejder med)-skilt. Kl. var 01:30 lokal tid og vi var begge to meget trætte, men alligevel anspændte, da vi ifølge planen skulle med en bus den næste morgen. Vi anede ikke noget om afgangstiden eller stedet, vi vidste kun at der var betalt for en overnatning hos Passionate Fathers og at busbilletterne var købt og kunne hentes på Soma Biblia. Så chaufføren forslog, at vi først kørte hen til Soma Biblia, som vidste sig at være en bibelforretning, for at hente billetterne og ud fra dem se afgangstid og sted. Vi var ret stressede og forvirrede og vores skingre stemmer diskuterede ivrigt; vi skulle i hvert fald skrive det her i evalueringen til BDM. Det kunne ikke passe, at vi skulle køre rundt om natten i en fremmed by og vække folk for at få busbilletterne, og derefter indlogere os på et hotel for 2½ time, for så at køre hen til busstationen næste morgen. Altså hvad forventede de lige?

Der var selvfølgelig ingen der åbnede ved Soma Biblia, og vagten ude foran foreslog, at vi skulle komme igen tidlig morgen. Hm, så videre til Passionate Fathers, som heller ikke åbnede, ikke engang vagten kunne vi vække med dytten og råben. Vi begyndte at overveje, om vi kunne få lov til at overnatte hos chaufføren, for det var alligevel ham der skulle køre os næste morgen igen. I mellem tiden dukkede vagten omsider op og lukkede op for os, kl. var nu omkring 03.00. Passionate Fathers er et lille sted som nogen ”Fathers” leder, her kan man leje et værelse og få lov til at spise med ved deres måltider. Father Aloysius kom og lukkede op i sit nattøj, og vi følte os meget flove over at komme der kun for 2 timer, så vi tilbød at opholde os i et lille sofaarrangement lige ved indgangen. Men han låste alligevel op til et værelse med 4 sengepladser og eget bad og toilet, det var nu dejligt. Endelig kunne vi lægge os, med alt tøjet på, så vi var klar til at blive hentet igen 2 timer efter.

Kl. 5 ringede vækkeuret, og vi skyndte os begge to op, vi havde lige et kvarter før chaufføren ville komme. Jeg tjekkede vores rejseplan igennem igen, og sank en klump. ”Therese, nu må du ikke slå mig ihjel” fik jeg fremstammet. I vores rejseplan havde jeg set, at vi først skulle af sted fredag morgen, og her sad vi torsdag morgen kl. 5 parate til en stakkels taxa chauffør, som havde kørt os rundt i løbet af natten og nu var på vej, for at køre os rundt igen.

Jeg tog mig sammen og ringede til chaufføren og forklarede situationen, det lød heldigvis ikke til at han var kommet langt fra sengen. Så efter at adrenalinen havde lagt sig, og vi havde opfattet det hele, kastede vi os lettet på sengene og sov for første gang igennem i lang tid.

Her kan man fornemme hvordan tilstanden var (meget død):

Den næste dag gik med afslapning og indkøb til de forestående 20 timers bustur tværs over landet, og så fik vi også hentet busbilletten.  Fredag morgen stod vi igen op kl. 5 og var klar til første bustur fra Dar til Mbeya. Det var stadig mørkt, da vi kørte, og jo nærmere vi kom busstationen, jo mere kaos opstod der omkring os. Alle former for køretøjer fra lastbiler til små cykeltaxa’er og alle former for mennesker og dyr fra mænd i jakkesæt til geder fulgt af små drenge, alle sammen var de stuvet sammen på den tosporede vej, som efterhånden havde udviklet sig til en femogtyve-sporet vej. Vi var lidt beklemte, og det hjalp ikke på det, da chaufføren låste alle dørene indefra, mens vi sad der i en kæmpe trafikprop.

Så pludselig kom en lille scooter lignende vogn i høj fart forbi, og måske snittede den sidespejlet. Inden vi nåede at opfatte noget, var chaufføren steget ud af bilen og begyndt at løbe efter scooteren. Så der sad vi i bælgragende mørke i en ulåst bil, midt i et kæmpe trafikkaos og klamrede os til vores bagage.

Heldigvis kom han tilbage med scooter køreren, og de fik diskuteret det godt og grundigt med flere andres indblanding også, og omsider kunne vi køre videre, efter de alle sammen havde givet hånd. Da vi nåede ind til busstationen var kaosset ikke blevet mindre tværtimod, vi fandt efter noget tid en parkeringsplads, og inden chaufføren låste op vendte han sig mod bagsædet. ”Når I stiger ud må I ikke tale med nogen, I må ikke svare på nogens spørgsmål og I skal ignorere alle der henvender sig til jer. Gå lige efter mig, jeg bliver hos jer indtil I er inde i bussen”.  Gulp, det var godt nok lidt nervepirrende at skulle træde ud til de hundredevis af mænd som stod klar til at bære bagage, hjælpe med billetten og alle de andre dårlige undskyldninger de nu havde. Alligevel kom vi af sted lige i hælene på chaufføren, vi nåede hen forbi en mand med en megafon som råbte jokes om ”wazungu” (hvide mennesker), forbi alle dem som åbenlyst grinte af os og endelig ind i bussen. Selvfølgelig ikke på de reserverede pladser, men der hvor der nu engang var plads. Vi takkede chaufføren og åndede lettede op, nu kunne vi da slappe af de næste 12 timer – troede vi.

Det er ikke nemt at slappe af, når man er så heldig at køre i en luksusbus med 2 fladskærme og et musikanlæg der er skruet op på fuld volume og ikke må drikke, fordi man ikke kan vide sig sikker på om bussen holder tissestop, og kun har bananer og digestive-kiks at spise. Alligevel viste det sig, at bussen holdt ind ca. hver 3. time, så skulle damerne til venstre og mændene til højre, og så havde man ca. 5 sek. til at tisse, derefter dyttede bussen, og det gjaldt om at blive færdig, inden man blev forladt på Afrikas slette. Så da vi nåede til Mbeya efter solen var gået ned, var vi meget dehydrerede og absolut ikke i humør til de hundredevis af mænd som igen stod klar til at bære bagage, hjælpe med billetten og give os kørelejlighed.

Vi vidste at hotellet kun lå 50 m væk fra busstationen, alligevel måtte vi opgive og tage imod hjælp fra et par stykker af de ellers mange villige hjælpere. De var også meget venlige og hjalp os også med at få busbilletten til næste morgen, hvor vi skulle køre resten af strækningen. Vi måtte sove på hver sit værelse, for homoseksualitet er forbudt ved lov – og man kan jo aldrig vide. Det var faktisk lidt mærkeligt, man har jo kun hinanden dernede i et fremmed kontingent, og nu skulle vi så pludselig sove i her sit værelse. Jeg var lidt nervøs, da jeg lå alene og skulle til at sove.

Næste morgen følte vi os allerede mere hærdede, og vi var klar over, at det gjaldt om at få bagagen så hurtigt som muligt låst inde i bussens bagagerum, ignorerer samtlige ”hjælpere” og først vise billetten når en autoriseret buschauffør spurgte efter den. Turen var kun 7 timer, men den føltes meget hårdere end den sidste. Der var kun asfalt det første lille stykke, og bussen var ikke så luksuøs som sidst, så vi sad 3 på række og jeg fik selvfølgelig midter-pladsen mellem Therese og en svedende afrikaner mand. Og selvom der ikke var fladskærme, var der selvfølgelig lokal radio skruet fuldt op, så vi kunne høre de afrikanske rytmer gennem skratende højtalere. Trods alt var det en flot tur, og vi fik set både giraffer, zebraer og antilopper i det afbrændte landskab efter de mange steppebrande.

Her er et billede inde fra bussen, som var rigtig flot pyntet med både gulvtæppe i loftet og guirlander på væggene:

Efter 7-8 timer nåede vi Sumbawanga busstation, det var i denne her by, vi skulle tilbringe de næste mange måneder. Vi steg lidt spændte ud, og blev positivt overraskede over ikke at blive overfaldet af de hundredevis af mænd, som vi ellers havde forventet. Vi fik vores bagage og kiggede efter en hvid mand med langt skæg, Knud, som skal være vores vejleder og kontaktperson i praktikken. Hmm.. lidt mærkeligt at han ikke var dukket op, især nu hvor vi kom ½ time senere end planlagt. Så måtte vi jo sætte os og vente, andet er der ikke for i Afrika.

Og nu var det godt nok planen, at jeg skulle have skrevet for hele den første uge, men der er så meget, at anden halvdel må vente lidt endnu. Håber det hele går godt hjemme i Danmark. 

Victoria vandfaldene

Den allerførste uge i Afrika er nu gået, og jeg har oplevet virkelig meget allerede. Det har været ret overvældende det hele, og jeg har godt kunne mærke mit humør gå meget op og meget ned. Men nu er humøret på vej op. Jeg har lige spist aftensmad med Therese og Knud og nu sidder jeg i stuen sammen med Nieva (jeg tror det er rigtigt stavet)og skriver blog. Nieva er en af de tre drenge som bor i vores baggård, de er alle sammen forældreløse, men Knud har taget dem under hans vinger, som efterhånden favner mange mange tanzaniere. Nu får de betalt skolegang og har et sted at bo, hvor der er sikkert. Jeg har ikke snakket så meget med dem endnu, deres engelsk og mit swahili rækker desværre ikke så langt.

Men jeg må hellere starte fra begyndelsen. Afskeden i lufthavnen var meget uvirkelig og det føltes som om man stod ved siden af sig selv, og oplevede det hele udefra. Det var en lang flyvetur hele vejen til Victoria Falls, vi var meget kvæstede ved ankomsten mandag formiddag. Og allerede så snart vi kom ud af flyveren kom den første overraskelse: vi var sikre på at lande i Zambia, men ude på lufthavns-skiltet stod der: Welcome to Zimbabwe. Godt at vi ikke havde fået visum i forvejen. Men vi tog det på afrikansk vis og gik stille ind og stod ½ time i kø til at få vores stempel, som ca. 5 afrikanere var om at kigge på og stemple og tjekke og ekstra tjekke. Hele Vic. Falls lufthavn er meget lille og primitiv – rigtig african style med hjemmetømrede ekspeditionskasser, afskallet maling på væggene og laboratorium lys i loftet. Da vi kom hen til security check kiggede vi spørgende på de 7 vagtmænd, som så ud til at have meget travlt med at slappe af og hænge ud. Den ene kigger på os og løfter træt på skuldrene alá ”Vi må da gerne køre taskerne igennem sikkerheds tjek -maskinen hvis vi absolut vil”, men det var altså ikke af største nødvendighed. Uden for lufthavnen fandt vi hurtigt en taxa/turist guide som var meget hjælpsom, selvfølgelig mere hjælpsom efterhånden som vores dollars kom frem, så vi fandt nemt et fint sted at sove for de næste par dage.

Allerede samme eftermiddag som vi indlogerede os tog vi af sted for at få det første syn af de berømte vandfalde. Det var også helt fantastisk, og meget overvældende, men næsten for overvældende for vores små hoveder, der allerede var fyldt op med alverdens indtryk og følelser. Så efter 1½ time tog vi tilbage og fejrede Thereses fødselsdag med chips og krokodille kød, men vi var nu ikke meget værd, så derfor gik vi begge to i seng lige bagefter. Næste morgen til gengæld, var vi begge to meget mere oplagte og vi tog af sted for at springe på hovedet ned i den flod som faldene danner – bogstaveligt talt. Da vi kom ud på broen begyndte jeg godt nok at blive lidt betænkelig ved at skulle bungee jumpe, men der er jo mange der har gjort det før mig og overlevet, og jeg kunne jo heller ikke lide at det kun var Therese som var modig nok. Så inden jeg vidste af det, havde jeg skrevet under på at jeg var klar over at konsekvensen kunne være døden eller fatale skader og at firmaet intet ansvar ville tage for nogen ulykker. Gulp. Men okay, indtil videre havde alle overlevet springet den dag, og som en af mændene også sagde ”Do you know that heaven is full of milk and honey? It would be nice for you to be there”, så hvis mit liv på jorden skulle være ovre ville jeg være på vej til noget bedre. Vi havde også, for at gøre ondt værre, besluttet at tage 3 adrenalin skud i træk for så ville spare mange penge, så vi skulle både bungee jumpe, gynge fra broen og med en svævebane over kløften. Vi startede ud med gyngen, det tænkte jeg ville blive sjovt, en kæmpe gyngetur fra broen (111 m over floden). Der var mulighed for tandem, så dvs. mig og Therese blev spændt sammen og skulle springe samtidigt. Da vi stod ude på planken føltes det godt nok som om man skulle til at begå selvmord, men alligevel tog vi begge to skridtet og faldt frit i 4 sek., mens vi skreg til vi blev hæse. Det var forfærdeligt! Jeg nød det slet ikke, og det føltes overhovedet ikke som en sjov gyngetur, men mere en tortur-lyn-elevator direkte ned mod helvede. Og så gyngede vi jo dårligt nok, det var bare da linen var blevet strakt ud, at vi svajede nogen meter frem og tilbage. Og Therese fik et lille piskesmæld og jeg klemte min arm til der var ved at gå hul på huden, og det gjorde i det hele taget ondt på os begge to. Puha efter den tur var jeg i hvert fald overhovedet ikke sikker på at jeg skulle bungee jumpe. Men professionelle som de trods alt er, så fik de mig i selen og efter nogen sekunder stod jeg igen ude på spidsen af planken og blev instrueret i hvordan jeg skulle springe 111 m. direkte på hovedet ned mod en flod fyldt med klipper og krokodiller med kun en elastik om mine fødder. Og i sekunderne efter følte jeg mig som en fugl, dog en meget skrigende en af slagsen, fuldstændig fri af alting, det var vildt! Helt vildt! Det var virkelig en fantastisk følelse, det giver en enorm selvtillid og et kæmpe adrenalin kick at trodse naturen på den måde og overleve. WOW! Det ville jeg godt nok anbefale enhver. Og udsigten var også utrolig smuk, selv når man ser den på hovedet. Det var så flot at hænge mellem to frodige klippevægge med den kølige dis fra vandfaldet som skaber små dugdråber på alting. Til sidst skulle vi prøve svævebanen, den var ingenting i forhold til torturelevatoren og fugledykket, bare en stille og rolig svævetur mellem de to kløfter.

Mens vi stadig følte os helt høje af springene gik vi over mod grænsen til Zambia, derfra kan man jo også se vandfaldene. Og jeg er så glad for at vi gjorde det. Vandfaldene var så flotte fra den side, og der oplevede vi dem virkelig tæt på. Det er svært at forstå at det er naturskabt og at det er virkelighed, man kan næsten ikke forholde sig til det, fordi det er så enormt på alle måder. Man bliver nødt til at råbe til hinanden for at overdøve vandfaldet, man træder ind og ud mellem regnbuer og bliver plask våd, fuldstændig som hvis man havde svømmet i en pool, det er en stor oplevelse. Vi valgte at gå lidt videre op af floden, og se vandfaldene fra flodens side, sådan at vi faktisk soppede i floden som nogen meter henne endte i et brussende fald - man kunne også godt mærke strømmen var stærk. Vi havde meget mere overskud til at tage alle indtrykkene ind og virkelig opleve Victoria vandfaldeneden dag.

Da hele byen er bygget op omkring turisterne der kommer dertil, er der ikke meget at lave efter at have set vandfaldene, så torsdag slappede vi bare af indtil vi skulle med fly igen, denne gang mod Tanzania.

Her springer jeg ned mod klipper og krokodiller:

 Her sidder jeg nogen få meter fra vandfaldets kant og nyder udsigten:

Og resten af ugen den må I læse om senere, der er alt for meget at skrive om.