Hverdagens små historier

Nu sidder jeg i tordenvejr med en varm kop kakao og lytter til god gammel jazz. Luften er tæt og skyerne har efterhånden lukket solens varme og lys ude. Det føles næsten som en efterårsdag i Danmark, men så hører jeg gadedrengene i baggården råbe efter sæbe, og jeg løfter mig selv op fra min imaginære plyssofa, som jeg ellers er sunket godt ned i sammen med Sarah Vaughn og hendes cigar røg.

I dag er det onsdag, og jeg har et par timer til at ordne skoleting, inden jeg skal ud til gadedrengene. Så jeg har besluttet mig for at udnytte muligheden til at skrive lidt blog. Som jeg lovede sidst, kommer der i dette indlæg små afsnit om de ting, vi får tiden til at gå med hernede.

Allerførst vil jeg fortælle, at jeg har fået lavet fletninger (igen). Det var en lidt spontan beslutning, mest fordi Karen skulle have gjort det, og hun skulle vel ikke side nede på salonen helt alene. Og snart sad både jeg, Therese og Karen og fik flettet hår. Jeg var ikke så modig og valgte ”long pony braid”, ligesom sidst jeg var hernede. Dvs. de at mit hår blev flettet i bittesmå fletninger ud fra hovedet sammen med kunstigt hår, så det gik helt ned til numsen. Vi sad direkte på gulvet i salonen sammen med en halv snes andre damer, og så blev der ellers flettet de næste 9 timer. Jeg er blevet rigtig glad for resultatet, men desværre gled de ud efter 1 uge allerede. Jeg satser på at få det gjort igen lige inden jeg skal hjem, så kan I selv vurdere, om det var 9 timers arbejde og 60 danske kr. hver.

Som I nok har regnet ud er regntiden begyndt. Det var helt fantastisk, da den første regn kom. I løbet af dagen trak mørke skyer sig sammen i horisonten og luften blev tættere og tættere. Jeg havde lige siddet udenfor og beundret uvejret som stadig var nogen kilometer borte, og var gået ind for at undervise i tabellerne. Først hørte jeg dråberne som trommer langt fra huset, så kom de hårdere og hårdere og flere og flere. Lidt efter afbrød jeg undervisningen og løb ud til Therese som hoppede rundt i styrtende regnvejr. Sådan løb vi rundt og teede os som tossede og pladrede om hvor meget det mindede om Danmark, indtil vi til sidst blev for kolde og børnene skævede meget skævt til os. Hvor var det dejligt. Senere samme eftermiddag, hvor det stadig regnede, cyklede vi hjem med to drenge fra børnehjemmet. Siden de var drenge, så var det kun retfærdigt, at vi som piger skulle sidde bagpå, og så kunne de ellers trampe i pedalerne gennem sandet. Halvvejs hjemme fik jeg alligevel lidt dårlig samvittighed, da Elasto (min ”chauffør”) på 16 år gennemblødt af regn og sved måtte opgive efter at have cyklet på punkteret dæk med mig ovenpå. Han nægtede at indrømme, at han var træt og det var hårdt, men kæmpede bravt videre, efter vi havde pumpet cyklen. Det kalder jeg godt pædagogisk børnearbejde.

Vi er begyndt til kor. Eller mere nøjagtigt, så har vi været med til en øve gang. En af drengene fra børnehjemmet har et ungdomskor i den lokale kirke, og der har vi fået lov at deltage. Siden det er ungdomskoret er det meget moderne og elektronisk. Det vil faktisk sige, at man ikke engang behøver synge, for der er stillet kæmpe højtalere op med musik fra en cd, så man kan alligevel ikke høre stemmerne. Så gælder det ellers bar om at danse. Til hver sang har Daniel (korlederen) lavet en serie dans som oftest indeholder meget energiske trin – mildt sagt. F.eks. skal man på et tidspunkt ned at lægge på gulvet og svinge højre ben frem og tilbage i luften, mens man slår rytmen i gulvet med flad venstre hånd, og holde hovedet så højt over gulvet at man stadig kan se kirkegængerne. Godt at jeg ikke behøver synge, for det ville min kondi aldrig kunne række til. At være til kor er ligesom en aerobic time, man skal have træningstøj på, en flaske vand og bagefter er man nødt til at gå i bad. Men det er underholdende. Jeg håber snart, at vi får mulighed for at være med igen. 

Hvis jeg beslutter at være fast medlem af koret, skal jeg på et tidspunkt også være med til at optræde under en gudstjeneste, og det er der mit dilemma ligger. For det er sjovt og man får masser af bekendte, men som hvid ville alles øjne være rettet mod mig til optræden, og det ville jeg bestemt ikke bryde mig om. Nu er det sådan, at kirken vi normalt er til gudstjeneste i er brast sammen, taget er bogstaveligt talt faldet ned. Derfor bliver gudstjenesten nu afviklet i et lille rum ved siden af, og der er knap så meget plads til dans. Derfor springer alle de unge rundt oveni hinanden, og vilde danse trin, som det hvor man lægger på gulvet, bliver afskåret fra optrædenen. Så det er måske netop nu, at jeg skal gribe chancen og blive fast medlem, inden optrædenerne igen skal foregå på en stor scene i den store kirke. Nu må vi se, de øver hver dag fra 16-18 (dvs. selve træningen forgår fra 17-19, for man skulle jo nødigt lave noget til tiden), så det er meget tid at sætte af.

På det sidste er der sket rigtig mange ting, vi får virkelig lov at opleve meget. Blandt andet er vores vagtmand Patrick blevet far. Vi var inviteret hjem hos familien til ris og bønner en lørdag eftermiddag. Rose, hans kone, var meget højgravid og kunne føde når som helst, alligevel havde hun forberedt et fint måltid til os, og vaskede også selv op efter måltidet. Hun havde haft lidt ondt i løbet af dagen, og de fortalte at de nok ville gå til hospitalet senere på dagen, for at tjekke om alt var i orden. De bor 5-6 km fra hospitalet, og havde ingen mulighed for at køre på grund af betaling til taxa, men også på grund af de bor så langt ude, at en bil ikke kan komme derud, så Rose var tvunget til at gå derind, hvilket ikke virkede til at genere hende, det er jo vilkårene de lever under. Vi prøvede høfligt at takke af hen af eftermiddagen, for vi ville gerne give hende tid til at kunne gå til hospitalet inden mørket. Men de bad os endelig blive, og beklagede sig over, at vi kun havde været der lidt tid. Det er en rigtig dejlig familie, og selvom sproget halter lidt, så kommunikerer vi på alle andre måder. De er så positive og livsglade og griner hele tiden, meget meget søde mennesker. Selvom de kalder mig et barn og tror jeg er 15 år, fordi jeg ingen form har i forhold til afrikanske kvinder. Vi tog hjem omkring 16-17 tiden (det bliver mørkt kl. 19), efter at have besøgt et par naboer, som også gerne ville vise deres hjem til os wazungu. Jeg var ret bekymret for Rose, for selvom det ikke har været alvorlige komplikationer som gjorde ondt, formår lægerne hernede ikke at hjælpe særlig godt, ind imellem gør de tingene værre. Og samtidig skulle hun GÅ til hospitalet 5-6 km væk. Søndag formiddag kom Patrick hjem til os med det største smil. Rose var gået til hospitalet kl. 23 den foregående aften og født en søn i løbet af natten. Han er sund og velskabt og selvom Rose fødte med kejsersnit og der senere gik betændelse i det, så det ikke kunne hele, har de det alle sammen godt nu. Vi tog af sted sammen med Patrick med det samme, for at hilse på Rose og den nyfødte Joshua. Så nu har jeg prøvet at være på barselsbesøg i Tanzania og set hvordan kvinderne lægger to og to i sengene med deres nyfødte chokolade klumper. Nårrhh var var det altså en lille bitte sød dreng, der lå der sammen med Rose. Siden har vi været på besøg igen hjemme ved dem og fået lov til at holde den nye lille. I barselsgave gav vi dem et børne-myggenet, der senere kan være med til at rede hans liv.

Når et liv opstår mistes et andet – oftest. Pepsi er død. Pepsi, en af hundene fra gården, blev fundet død en morgen, og ingen ved hvorfor. Jeg vil gerne her på det globale internet erklære mig uskyldig. Selv om jeg måske tidligere er kommet med stærke udtalelser om Pepsi, så var jeg trods alle odds begyndt at blive venner med den. Jeg må indrømme, at jeg har helt dårlig samvittighed, og at jeg endda er lidt ked af dens død, men samtidig også nyder at kunne gå gennem haven uden frygt.

En søndag eftermiddag var vi så heldige at overvære en fodboldkamp. Vi gik med Nivard (en af gårddrengene) ned til den lokale bar, som har installeret et farvefjernsyn på ca. 24” oppe på en væg i en slags gård bagved. Lige så snart jeg trådte ind gården, havde jeg på fornemmelsen at det ikke var en smart idé. Der var proppet med afrikanske mænd klemt sammen på lange træbænke, alle sammen svøbt i diverse fodbold-halstørklæder og -hatte. Hvert fald et par stykker af dem havde nok været et smut forbi baren på vej ud til gården, for der var god stemning og de kom med masser af kommentarer og råb til fjersynet, allerede inden kampen begyndte. Det kostede ca. 2 kr. for hver halvleg, så det var en god forretning for bar ejeren med et fjernsyn.  Der kom en del tilråb da vi trådte ind, vi var ikke i tvivl om, at vi var meget velkomne. Heldigvis var vi der sammen med Nivard og et par andre drenge vi kendte, og de forsvarede os godt, så der skete ingenting. Efter 1. halvleg gik vi hjem igen, efter at havde afværget et par frierier i baren, så spændende er fodbold i fjernsynet heller ikke, ikke engang når man sidder med en flok tanzaniske meget engagerede fans.

Jeg er blevet 22 år! Jeg havde fødselsdag en helt almindelig tirsdag og forventede ikke det store. Men, allerede om morgenen blev jeg vækket med morgensang i sengen og friske nybagte boller. Jeg fik en gave med et gavekort til at spise frokost på den lokale resteurent og en film, som vi planlagde at se om aftenen. Efter jeg kom hjem fra arbejde tog vi af sted til restauranten med balloner og flere gaver. Der blev kigget endnu mere efter os end normalt, og alle pigerne på den lokale resteurent kan mit navn nu, og jeg bliver jævnligt ønsket tillykke, når jeg går forbi. Jeg fik en masse små gaver for sjov, det er svært at finde noget nyttigt og flot i Sumbawanga, og da vi kom hjem blev jeg overrasket med nybagt æbletærte og vanilje is. Senere på aftenen var der endnu en overraskelse, Karen og Therese havde bagt rugbrød!!! Det var næsten det bedste på dagen, så lækkert med dåse leverpostej, det var en god fødselsdagsmiddag. Om aftenen skulle vi så se filmen, men inden vi fik startet gik strømmen, så det endte med at vi gik i seng kl. 8 i mørke, men jeg var også både træt og meget mæt efter en god fødselsdag.

Lørdagen efter holdt mig og Therese fødselsdag sammen. Hun fyldte 2 2 d. 24.07, men vi fik det aldrig rigtig fejret, så derfor blev det for os begge denne her gang. Vi havde inviteret de 3 drenge fra gården og vores to Mama’s til kage og sodavand kl. 16. Vi forventede egentlig ikke at de kom før kl. 17, hvis de da overhovedet kom, men kl. 16.10 var de der allerede. Det var virkelig fornemt, de havde pænt tøj på og drengene havde endda lavet slips ud af papir (de har ikke råd til rigtige)og de kom også med gaver. Det var en rigtig hyggelig fest, og vi havde det virkelig sjovt.

Tito, en af drengene fra gården, går i form 4, hvad der svarer til ca. 2. g. Han er lige blevet færdig med skolen, og derfor blev vi inviteret til graduation ude på hans skole. Han er forældreløs og har ingen, så vi præsenterede hans familie til graduation. Det var en stor dag og alle elever havde familie og venner til at komme ud på skolen, svarende til når studenterne holder dimission i Danmark. Vi kom kl. 10 som vi havde fået besked på, men selvfølgelig startede programmet først kl. 11.30. Så var der til gengæld også program på, der var alt fra taler til fysik eksperimenter til teater forestillinger. Til sidst blev alle 200 elever råbt op efter navn og skulle træde op til lærernes højbord for at modtage deres bevis. Efter de har modtaget beviset løber familien hen og kaster blomsterkranse over eleven og overrækker gaver og knus og lykønskninger. Det viste sig at Mama’ene også kom derud, da de begge to havde børn, som også blev færdige fra samme skole. Så heldigvis var der masser af mennesker til at lykønske Tito og kaste blomsterkranse over ham, vi havde det ellers helt dårligt med at være de eneste. Senere var der disco på skolen, men vi var inviteret hjem til Patrick og Rose bagefter, så vi kunne desværre ikke være med i sidste halvdel. Det lød heller ikke på Tito som om vi var gået glip af det store, da vi spurgte ham næste dag, hvor han havde sit nye ur på, som vi havde givet i gave. Jeg tror, at han var meget glad for at have os der, nu når han ikke har familie. Og så er det jo heller ikke værst for rygtet, når tre hvide unge piger kommer ud for at deltage i ens graduation.

Det sidste jeg vil fortælle er, at børnene endelig er flyttet ud på børnehjemmet. Det skete en helt almindelig onsdag for et par uger siden, uden at vi selvfølgelig vidste noget, vi sad bare derhjemme og lavede skole ting, da vi tilfældigt fik at vide at børnene var ved at flytte. Vi skyndte os at springe op på cyklerne, og fandt så ud af at det virkelig passede. Det var næsten ikke til at tro! Det har været sådan nogen gode dage siden da, stemningen er helt vendt. Kontakten til børnene er blevet mere naturlig, og nu er vi mere en del af hele hjemmet, vi spiser sammen med børnene, er der når de kommer hjem fra skole osv. Det er så skønt. Vi har endda fået vores eget værelse oppe på hjemmet, der er godt nok ikke senge endnu, og det er fuldstændig tomt, men tanken er, at vi i fremtiden for mulighed for at overnatte deroppe engang imellem. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Vi har stadig renoveringsarbejde, men det er noget helt andet, når det foregår der hvor børnene er, så er det nemmere at inddrage dem, og tage nogle kortspilnings-pauser. Og det gør ingen ting at have noget praktisk arbejde med børnene, i stedet for kun at være ”lege-onkel”.

Det vi ellers for tiden til at gå med er madlavning, indkøb og forberedelse til undervisning og underholdning næste dag på børnehjemmet. Ind i mellem ser vi også film via projektor (Karen bruger den normalt til hendes computer undervisning) og hygger med et spil kort. Men dagene flyver af sted, og jeg har slet ikke så meget fritid som jeg regnede med, især ikke når jeg skriver blog så tit.

Jeg håber jeres dag flyver af sted på samme gode måde som mine.

Kærlig hilsen Amanda

Ps: Jeg vil forslå at I går ind på min facebook profil, jeg vil stræbe efter at uploade nogen billeder der, det tager alt for lang tid via bloggen. 
Pps: Hvis I trykker på billederne herinde på bloggen kommer de op i stor format

For nylig var jeg på missionærkonference for alle BDM udsendte missionærer i Tanzania, jeg er endnu ikke missionær, men alle volontører og studerende udsendt fra BDM, var også inviterede. Det resulterede i, at vi var 11 hvide missionærer, studerende og volontører der skulle køre 12 timer nordpå i den samme bil med alt vores bagage. Det var trangt, meget trangt. Heldigvis besluttede Knud, som vores chauffør, at køre gennem Katavi national park og overnatte der, for at gøre turen mere spændende. Og det blev den også.

Katavi er en lille national park i forhold til de store kendte, men der er stadig elefanter, løver, giraffer og en masse andre ”Afrika-dyr” at se. Efter at have kørt på hulet jordvej i 4-5 timer kom vi ind i parken, og vi satte os alle sammen parat og kiggede intenst ud af vinduerne. Nu var vi jo i nationalparken, så det var kun et spørgsmål om tid før det første dyr blev spottet. Efter et kvarter halv time blev det alligevel lidt kedeligt, og lidt efter lidt blev kameraerne sænket en anelse og vi begyndte at småsnakke igen, hvilket vi ikke gjorde før, det kunne jo skræmme dyrene væk, hvis ikke de havde opdaget firhjulstrækkerens motor i forvejen.

Så pludselig blev der råbt og alle sprang hen i den ene side af bilen, og stirrede ivrigt mod to giraffer et stykke fra vejen mellem nogle træer. Og så blev der ellers knipset og blitzet og lavet forskellige lokkelyde, for at få dem nærmere.  Sådan gik det flere gange, først sidder man ivrigt og kigger ud af vinduet, så sænker man kameraet lidt og glemmer at kigge, og pludselig står en der en elefant eller der ligger en krokodille ikke særlig langt fra bilen.

Det var en god tur, men jeg må indrømme, at jeg ikke er helt oppe i det røde felt. Jeg har allerede set de afrikanske dyr på min sidste safari (2009), og det er fascinerende og smukt, men man vænner sig til at se på eksotiske dyr, og til sidst er de ikke lige så eksotiske mere. Til gengæld kom jeg lidt længere op mod det røde felt, da vi stoppede for at holde frokost pause kun ca. 50 m fra en flok flodheste, og lige inden da havde vi set en masse krokodiller i den flod, som vi nu stod og spiste ved. Der skete selvfølgelig ingenting, men tanken om at vi kunne måtte holde os til den ene side af bilen, den anden vendte mod et buskads, hvor der i teorien kunne komme en løve springende ud fra, var spændende nok i sig selv.

Da vi nåede overnatningsstedet, kom jeg igen tæt på dyrene. De hytter vi skulle sove i, lå nemlig lige ved en flod, hvor der var pakket med flodheste. Virkelig pakket, de lå nærmest oveni hinanden, men det er jo også tørketid, så der er ikke meget vand til så mange og så store dyr.

Therese fik mig lokket ned, så vi kun var et par meter fra vandkanten for at få taget billede, men da en af flodhestene prustede og begyndte at rejse sig, fik vi hurtigt taget det sidste billede og løb tilbage i ”sikkerhed”, dvs. 50 meter hen til en terrasse, hvor vi skulle spise til aften. Det var lidt spændende at skulle gå i mørke over til sin hytte, og ikke vide om man ville støde på en flodhest på vejen. Om natten kunne vi høre dem stige op af vandet og lunte omkring vores hytter, uuhh det var sjovt.

Her står jeg så, bare nogen få meter fra det dyr i Afrika, der har slået flest mennesker ihjel.

Næste morgen stod vi op inden solen, og kørte af sted i takt med at den stille krydsede horisonten. Vi nåede at se en bøffelflok på ca. 300 ude på en udtørret søbund i morgenlyset. Det var virkelig flot, der er en helt speciel stemning om morgenen, og at sidde der helt mussestille fuldstændig tætpakket i bilen og se 300 bøfler græsse i solopgangen, det var smukt.

Et af de sidste dyr vi så, var en løve. En hunløve der sad alene bag en sten og spejdede ud mod et par ensomme gazeller på sletten. Knud forsikrede os om, at hun var ved at gøre sig klar til jagt, nu ventede hun kun på at hendes kompagnoner ville være parat, og så ville de angribe fra hver sin side. Spændende. Så vi kørte hen til et godt udkigssted og så ventede vi. Og ventede. Og ventede. Og efter 2½ time, var der en modig volontør der foreslog, at vi måske skulle køre videre. Vi pressede den en halv time mere, og så vendte vi ellers bilen og kørte mod Sikonge, hvor missionærkonferencen skulle finde sted. Så der blev desværre ingen løvejagt at se, men nu har vi set en løve, som var ved at gøre sig klar til jagt, og det var også spændende på sin egen måde.

Missionærkonferencen var rigtig god dansk, der var 4 missionærer ud over Knud og så ellers os volontører og studerende, i alt 16 danskere + 3 danske børn. Vi startede ud med at få frikadeller til aftensmad, og så var dansker stilen ellers lagt. Jeg kan huske, at jeg blev ret overvældet over at få udleveret et program for weekenden, med klokkeslag skrevet på hver aktivitet. Og der blev opremset praktisk informationer, det var næsten for meget. Mit afrikanske jeg, kan slet ikke følge med i en fast tidsplan. Hvorfor tager vi ikke bare tingene som de kommer, og så ellers laver hvad vi har lyst til? Det er hurtigt man vænner sig til et liv uden tid, og derfor paradoksalt nok får masser af tid. Alligevel gik det, og eftersom vi alle sammen havde boet mere eller mindre i Tanzania, så blev der også rykket lidt rundt på forskellige ting, og alting skete ikke nødvendigvis til tiden, men det var tæt på.

Her er vi ude på et hjem fra spedalske, og  den
spedalske kvinden her
fortæller ivrigt om hendes liv på hjemmet.
Meget inspirerende .

Det var rigtig interessant at være med til konferencen, især fordi jeg selv så længe har overvejet at være langtidsudsendt i et uland. Der blev diskuteret forskellige dilemmaer som kan opstå, en missionærs identitet og hvordan det forløb med diverse projekter og hvilke det er værd at satse på og omvendt. Jeg blev helt bidt af alle projekterne og alle de ting der stadig kan gøres hernede, der skal nogle gange så lidt til, for at gøre en stor forskel. Bare rolig, jeg skal nok komme hjem til februar, men det varer ikke længe før jeg tager af sted igen, det er så spændende at være midt i det hele.

Til sidst tog vi et par dage i Kipili. Kipili er en lille landsby 3 timer fra Sumbawanga, det er her de fleste volontører bor (6 lige nu) sammen med Knud. 4 af dem arbejder i en børnehave, 1 er mekaniker og 1 er på en båd, hvor de sejler ud og tilbyder lægehjælp.

Det er en typisk afrikaner landsby med lerhytter og ingen shoppemuligheder eller internetforbindelse. Vi så deres marked, hvor man kun kan købe tomater og løg, i modsætning til Sumbawanga, hvor man kan få lige fra Nutella til kunstige negle. Der må jeg nok indrømme, at jeg er mest til storbyen, det var flot og specielt, men det varede ikke længe før jeg kedede mig, og manglede noget aktion, eller bare muligheden for at købe, hvad jeg nu havde lyst til.

Heldigvis ligger Kipili lige ned til Lake Tanganyika, så der er bademuligheder kun 10 min. gang fra Knuds hus. Det var så dejligt, virkelig skønt. Efter kun, at kunne tage åndsvage bade i dumme baljer med vaskeklude, så var det herligt at kunne dykke helt ned og føle sig frisk og lækker, når man igen kom op til overfladen. Det er en kæmpe sensation, hver gang hvide bevæger sig ned gennem den lille landsby, så inden vi var nået ned til vandkanten, havde vi en lang hale af afrikaner børn bag os. De sprang bare med ned i vandet, og kæmpede med deres hundesvømning, for at følge med os hvide. Det var rigtig sjovt, de er mega akrobatiske, så vi lavede forskellige mennesketårne med dem ude i vandet. Bagefter fulgte de os hele vejen hjem igen, mens de kæmpede om at gå ved siden af én og holde i hånd. Senere hørte vi, at man skal være opmærksom når man bader, for der er både krokodiller og flodheste som holder til ved vandkanten.

Et par dage efter tog vi ud på en lodge ejet af et sydafrikansk par. Det er et virkelig luksus sted og ligger ½ times gang fra Knuds hus. Det ligger også lige ned til søen i en lille bugt, og her har de bygget et mini paradis, ligesom det man ser i feriemagasiner. Ej, det var også skønt. Vi kunne endda ligge i badetøj og sole os uden alle mulige kommentarer eller frierier, og så havde de også et køleskab der virkede, så vi kunne lige købe os en kold sodavand eller øl. De er også arrangører af forskellige turistting, som f.eks. en rundvisning i en ægte afrikansk landsby (Kipili), lidt komisk. Det er et lille fristed, hvor man føler sig ligesom på charterrejse. Vi planlægger også at holde nytår ude på den lodge med de andre volontører, det bliver fedt.

Her ligger vi med volontørene ude på lodgen, og nyder vores miniferie.

En dag var jeg også med i børnehaven. Wow. Det var godt nok en lidt vild oplevelse. Det var ligesom at blive lukket ind i et abebur midt i fodringstid. Allerede inden vi nåede børnehaven, var flere børn løbet hen mod os og sprang op af os. Jeg kæmpede med 2-3 stykker i forvejen, da jeg nåede børnehavens grund og blev angrebet af yderlige 6-7 børn. Det var fuldstændig vanvittigt, de råbte og sloges og kastede sig op af et hvert ledigt sted på min krop. Det vilde var, at de reagerede på samme måde på volontørerne der arbejder der til daglig, det var total kaos. Så kom den lokale pædagog og med 1 ord satte alle børn sig på deres stole i en rundkreds, og så foregik tingene ellers nogenlunde som i en dansk børnehaveklasse. Men i frikvarterene gik det amok igen, de var slet ikke til at styre. Heldigvis kan jeg efterhånden en del swahili, så jeg kunne kommunikere med dem, men volontørerne derude kan næsten intet, og derfor har de heller ikke mange muligheder for at opdrage børnene.

Det var godt nok vildt at være der, og de 4 timer dagen varede, var mere end rigeligt. Nu er jeg glad for mine børnehjemsbørn, som måske ikke er lige så frimodige, men til gengæld heller ikke springer op på mit hoved, idet jeg træder ind af døren.

I løbet af dagene i Kipili, blev der afholdt valg i Danmark. Så midt ude i ingenting holdt vi vores egen lille valgaften. Amalie (en af volontørene) er formand for DSU på fyn, så der blev købt røde Obama tyggegummi, røde sodavand, røde valg bolsjer og pyntet op med røde roser og hjemmetegnede A’er. Rigtig fint, især når man tager valg resultatet i betragtning. Personligt er jeg ikke så politisk engageret, og var egentlig ikke klar over, at jeg gik glip af et valg, men det var da lækkert med tyggegummi og sodavand.

Det var nogen skønne fridage ude i Kipili, men jeg er glad for at være tilbage i Sumbawanga. Der kan jeg trods alt gå på nettet, købe det meste og der er ikke 35 grader varmt som i Kipili. For at vi ikke skulle opleve fuldkommen lykke, kom vi hjem til et hus med hverken strøm eller vand. Så en uges tid måtte vi trække ud ved hjælp af en spand vand, vaske hår i en balje og spare på vand drikkeriet.

På billedet til venstre er vi på en aftentur i Kipili, da vi opdagede en kokospalme lund, og inden vi vidste af det, var en af de lokale drenge på vej op for, at hente kokosnødder til os. Det var da dejligt, at han gad sætte livet på spil for vores sults skyld. Og det var også en lækker kold kokosmælk vi lidt efter kunne nyde.

Nu har jeg været meget flittig med at skrive blog, så det kan være der kommer en lille pause. Og så dog, for der er så mange ting jeg gerne vil fortælle til jer alle sammen. Jeg regner med, at beskrive små hverdagsting i den næste blog, som f.eks. hvordan man holder sin fødselsdag, fletter hele sit hår og fejrer afslutningen på hvad der svarer til gymnasiet. Indtil da, må I underholde jer selv med historier fra hverdagen i Danmark.

 Mange hilsner Amanda