Vandfald, fester og computere

Så er der igen sket en masse ting her i Tanzania, ikke mindst for mit vedkommende. Vi har nu officielt åbnet børnehjemmet, set Afrikas 2. højeste vandfald og overværet en undervisningstime i computer.

Desværre kan jeg ikke vende det rigtigt, men jeg synes I skal se mig og Therese som Mama Waafrica

Men allerførst vil jeg opdaterer med hensyn til dyre-situationen i vores hus. Som bekendt døde den ene hund, formentlig af forgiftning, i stedet har vi fået en god erstatning. En morgen kom Mama Simon med en gammel papkasse på hovedet, indefra den kunne vi høre små ynk, og da hun satte den ned, opdagede vi to små kluntede hvalpe nede i. Nåårrhh de er simpelt hen de kæreste væsener, jeg skal helt sikkert have mig 30-40 stykker, når jeg engang kommer hjem. De er bare så søde! Vi har navndøbt dem Bailey og Morgan efter farven på deres pels, og så er det to gode væsker vi savner meget hernede.

Desværre er de ikke de eneste dyr der er kommet til. Vi har også fået en langhåret afmagret kat. Den er til gengæld ikke spor sød. Den gnider sin knoglede behårede krop op af ens ben konstant, og siden den kom, har der ligget en sur lugt af katte tis i stuen. Meningen med den er, at den skal fange rotterne på loftet, men ærlig talt vil jeg hellere have dem til at rende rundt om natten, end en kat der fælder døgnet rundt i alle møblerne. Jeg har ikke følt mig allergisk over for den, men for at få den ud, har jeg hostet overdrevent og gnedet mine øjne til de blev røde, alt sammen for at overbevise Mama’erne om hvor dårligt det er, at den bor i vores hus, og nu tror jeg endelig at den er blevet en udekat – hæhæ.

Ellers er der de sædvanelige dyr som edderkopper på størrelse med underkopper, tusindvis af myrer, kakerlakker og myg, men det er alle sammen nogen man vender sig til. Og så er vi sluppet af med geden igen, den var også begyndt at blive lidt hoven. Den stangede efter både én selv og ens cykel, og prøvede utallige gange at parre sig med vores hunde. Men vi nød den i fulde drag til indvielsesfest for børnehjemmet, der smagte den rigtig godt.

Vores praktikplads er nu officielt startet, her godt halvvejs inden i vores praktikforløb. Nyumba ya Peter, Peters house eller Peters hus, det er der vi arbejder, og det er der børnene nu bor. Peter er en helt hvid dansker, som tilfældigvis kom i snak med en tidligere volontør fra BDM i et tog. Han hørte om arbejdet i Tanzania, og besluttede at donere 250.000 kr. til BDM’s arbejde. Det blev besluttet at opføre et børnehjem i Sumbawanga for pengene, og deraf Nyumba ya Peter (=Peters hus).

Peter besluttede også at komme til Sumbawanga i egen høje person, for at se hvordan pengene var blevet brugt. I den anledning holdt vi en officiel indvielsesfest med højtstående gæster både fra kirken og regeringen. Det endte med at blive en rigtig god fest, der var flere der fældede en tåre, og jeg var også selv tæt på flere gange.

Det startede godt ud med, at vi et par dage inden fik tildelt en programoversigt over festen. Gæsterne skulle komme mellem 10.45 og 11.00, derefter var der et par taler, noget optræden, spisning og til sidst skulle gæsterne gå hjem mellem 12:30 og 12:40. Alting er programmeret ned til mindste minut, når man skal holde en rigtig fest i Tanzania. Selvfølgelig blev det overhovedet ikke overholdt.

Gæsterne kom mellem 11:45 og 12:30, stakkels Mzungu Peter og hans familie var selvfølgelig kommet til den officielle tid kl. 11, og havde svært ved at forstå at samtlige gæster kom for sent. Men så længe alle kommer nogen lunde på samme tid, så er der vel heller ingen der kommer for sent?

Da alle gæsterne havde indfundet sig, blev der ellers rettet op på stemningen. Der var en masse entusiastiske talere og alle kunne blive enige om at det er et stort problem i Tanzania med de mange forældre løse børn. Det er sværere når der skal ske noget i praksis, så er de fine mennesker fra kirken og regeringen knap så entusiastiske.  Alligevel blev der gjort mere end talt den dag.

Børnene havde forberedt et skuespil over deres liv, og over hvordan de var endt på børnehjemmet. Jeg har set dem øve flere gange ude på hjemmet, og hver gang blevet rørt, men alligevel var jeg igen ved at græde til premieren. Man kan se på dem, at det ikke kun er skuespil, de har rent faktisk oplevet det. F.eks. er der i skuespillet to børn som mister deres far, i den scene triller tårerne ned af kinderne på næsten alle børn og flere af dem begynder at hulke. Det er virkelig hårdt at se. Der var flere af gæsterne til festen som også græd under forestillingen, og bagefter rejste en mand sig, og fastlog at det er en realitet for de børn på hjemmet. Herefter opfordrede han til en spontan indsamling til børnehjemmet, hvor der blev doneret en masse penge til børnene og deres nye hjem.

Her klipper Peter og Knud snoren over
og åbner dermed officielt børnhjemmet

Senere kom mere opmuntrende indslag som f.eks. da mig og Therese sang ”han har den hele hvide verden i sin hånd” med børnene - på dansk vel og mærke. Det gik rigtig godt, selvom det blev til den hele vilde verden, men det synes jeg kun passer bedre. Så var der også gave-overrækning. Vi havde sammen med et par af de ældste piger været nede i byen og udvælge stof til Peter og hans familie, de fik hhv. skjorter og kangasæt (matchende stofstykker til at slå om sig eller om hovedet). Når man skal give en gave på tanzanisk manér foregår der under dans og sang. Alle gavegivere kommer dansende i en lang række og de forreste overrækker gaverne, hvorefter de andre giver kram og håndtryk til de modtagende. Alle børnene kom dansende som en lang rytmisk slange, man kunne tydeligt mærke en kæmpe taknemlighed både fra dem og Peter og hans familie, gennem den høje sang, trillen med tungen og spontan dans. Alle børnene krammede familien med tårer rendende ned af kinderne, og her så det ud som om Peter ville give hele sin ejendom væk til børnene, så rørt var både han og hans familie. Det endte også med at han donerede yderligere 180.000 kr., fantastisk!

Det var sådan en god fest, meget ægte og meget intens. Børnene er udmærket klar over hvor heldige de er over at kunne bo på børnehjemmet, og også hvor skæmmende deres liv ville være, hvis de ikke havde muligheden. Jeg er så taknemlig for at kunne hjælpe til sådan et sted, de børn er de heldigste af de uheldigste.

En anden dag, en helt almindelig onsdag besluttede vi at tage med Karen i skole. Hun skulle undervise 40 min. i computer på en secondary skole (eleverne er mellem 15 og 23 år), og det mente vi nok var overkommeligt. Men hvor tog vi fejl.

Allerede inden timen begyndte havde flere elever prøvet at komme ind i klasselokalet, og en stor gruppe havde samlet sig uden foran. Jeg blev næsten helt nervøs, inden vi skulle lukke dem ind. Da tiden var inde stormede de ca. 60-70 elever ind til 20 computere, hvoraf 10 virkede. Opgaven stod skrevet på tavlen og gik up på, at de skulle skrive et dokument på 10 linjer i word og gemme det på skrivebordet. Det var ikke en nem opgave, og slet ikke når 6 sidder og diskuterer hvor startknappen er på én computer, og 10 andre står nede i hjørnet og hepper på deres ven, som er nået helt til 3. bane i bilspillet på en anden computer. Jeg er virkelig imponeret over at Karen klarer det. Det er en kamp at skulle undervise elever på så forskelligt niveau og med så få computere, og efter de 40. min. var jeg klar til at tage hjem. Hendes dag er ofte længere, og går ind i mellem fra 8-16 non stop undervisning.

Hun har også undervist i computer ude på en bibelskole og her er niveauet lavere endnu. Den første måned gik med at undervise i hvordan man tænder og slukker en computer, det var meget svært at forstå, at man ikke slukker en computer ved at hive stikket ud. Den næste måned sendte hun en mus rundt i lokalet, og de forskellige elever skulle så øve sig i at klikke og dobbeltklikke. Her kan man i forhold til teknik mærke, at Tanzania næsten er en hel generation bagud, det som begyndte at komme frem da jeg var lille, er nu ved at nå ned til den gennemsnitlige tanzanier.

Vi har været på tur med Mzungu Peter igen. Denne gang til Kalambo falls også kendt som Afrikas 2. højeste vandfald. Og hold da op, det var højt, vi kom helt ud til kanten af det smalle vandfald og kunne følge vandet 212 meter ned i en kløft, jeg fik helt lyst til at springe bungy jump igen.

Her sidder vi på kanten til kløften,
hvis jeg lænte mig bagug ville jeg falde 212 meter ned!

Det ligger ret isoleret og er overhovedet ikke et tourist præget sted, men der er til gengæld masser af lokale. Som altid havde vi en lang hale af børn efter os, og så snart vi kom hen til floden sprang de alle sammen i, med og uden tøj. Floden, som vi fulgte, danner en naturlig grænse til Zambia, og vi var da også ulovligt inde i landet et kvarters tid, efter at have passeret et par væltede træstammer, som udgjorde en bro.

Efter at have set vandfaldet kørte vi ud til en mindre landsby og solgte forskellige bøger og kangaer, Peter er præst og sælger derfor bibler, kristne bøger og sponsor kangaer, forskellige steder han kommer hen. Desværre var de lokale ikke så frimodige over for alle de wazungu der stod som sælgere, så vi fik ikke solgt særlig meget, men det var sjovt at prøve. Jeg har jo lidt erfaring fra Glitter, selvom det er noget anderledes at stå under et mango træ og råbe på swahili til forbi passerende, end at sige ”ja, så gerne” og ”selvfølgelig prutter vi ikke om prisen her i Glitter” i et indkøbscenter.

Turen varede en hel weekend, og han havde godt advaret os mod at vi muligvis ville finde overnatningsstedet lidt primitivt. Det viste sig at være det fuldstændig modsatte! Det var et lille paradis gemt mellem klipper helt nede ved kanten til lake Tanganyika. Så lækkert og luksus, og vi var de eneste gæster, så vi havde det hele for os selv. Det var dejligt at kunne kaste sig i en blød seng i en kølig stråhytte og kigge op på EN SLANGE. AAAAARRGG. Nøj hvor vi skreg, en af volontør pigerne skreg op og løb ud af værelset, da vi andre havde opdaget slangen, som snoede sig mellem tagbjælkerne, skreg vi mindst lige så højt og løb ud til hende på verandaen. Lyn hurtigt kom en flok af de ansatte og kunne hurtigt konkludere at den ikke var giftig, men jeg var alligevel glad for at sove med myggenet den nat.

Det var en dejlig weekend væk fra hverdagen, og altid hyggeligt at være sammen med nogen man ikke ser hver dag.

Jeg har tusind flere ting som skal skrives og forklares, men det er jo umuligt at få en hel verden ned på papir, I må vente til at jeg kommer hjem og kan vise timelange diasshows med billeder og forklarer med fagter og stemmer, næsten alt det jeg har oplevet hernede. Og der er kun gået ½ af tiden! Hvor er det vildt.

Hav det godt til vi ses i Danmark. Kærlig hilsen Amanda