Det næstsidste blogindlæg (måske)

Så bliver det måske det allersidste blog indlæg for denne gang, måske. Jeg tager fra Sumbwanga d. 21. december, og så kommer jeg kun tilbage for én overnatning, så vi er ved at afslutte alting hernede. Planen er at holde jul og nytår i Kipili, og herefter begynder vores rejse mod Rwanda og senere mod Kenya for mit vedkommende.

På det seneste har tingene ændret sig lidt i huset. Mama Pendos datter Agatha blev alvorligt syg af tyfus og hjernemalaria. Hun blev indlagt på intensiv efter at have haft hallucinationer og til sidst faldet om. Vi var henne på hospitalet efter hun havde ligget der i 6 dage. Hun lå helt alene inde på stuen med kun en enkelt sygeplejerske som vagt ved hendes side. Det lignede først at hun sov, men da jeg kom tæt på, kunne jeg se hvordan hendes bryst hævede og sænkede sig i unaturligt hurtigt tempo. Hun havde helt røde kinder og øjnene var meget lidt åbne. Det var umuligt at komme i kontakt med hende, ligesom det havde været de sidste 5 dage. Mama Pendo fortalte, at hun den anden morgen havde talt til Agatha, og så var tårer begyndt at løbe fra Agathas øjne, men det var den eneste respons de havde fået fra hende, siden hun faldt om. Vi var der henne fredag eftermiddag og lørdag formiddag døde hun.

Det hele skete på kun 2-3 uger siden hun blev syg af malaria, og nu står hendes mand tilbage med tre børn, deriblandt en som ikke engang har levet 1 år endnu.

Når et menneske dør i Tanzania samles alle berørte i familiens hus for at sørge. På samme måde blev alle møbler ryddet ud af Mama Pendos stue, og i stedet blev der spredt gulvmåtter ud. Alle kvinder samles omkring Mama Pendo, de råber, skriger, græder, synger og beder sammen. Mændene er sammen udenfor huset og sørger i stilhed. Det er langt fra alle der kan være i huset, så der er fyldt med mennesker i alle rum af huset og langt ned af vejen. Det virkede meget voldsomt, da vi ankom lørdag eftermiddag. Vi kunne høre højrøstede kvinder inde i stuen, og en masse kvinder kom gående imod os med tårer som vandfald, mens de skreg mod himlen. Vi skulle tage skoene af og træde ind i stuen mod Mama Pendo, som sad som en stor grædende Buddah lænet mod endevæggen. Der var fyldt helt op med kvinder inde i stuen som alle sad på gulvet og græd, så det var en labyrint at komme frem, men da jeg nåede Mama Pendo, var jeg så glad. Det var så dejligt at kunne knæle ned og slå armene om hende, i sådan en situation findes der ikke ord. Efter at have kondoleret gik vi ud i baggården, det var for meget at sidde i stuen med de andre kvinder. I baggården gik en masse andre kvinder og lavede mad til de flere 100 mennesker, som ville passere i løbet af de næste dage.

I tre dage er familiens hus åbent for sørgende, man kommer og sætter sig med de andre, og så gælder det ellers bare om at komme ud med smerten. Der bliver sunget traditionelle sange, råbt til Gud og grædt højlydt.  Nogen bliver der de tre dage i træk, andre, som os, går til og fra. Vi blev der 2-3 timer lørdag og kom igen 3-4 timer søndag. Mandag, den tredje dag, skulle liget begraves. Da vi kom, var der om muligt endnu flere mennesker end de sidste to dage, familien og pårørende var nu kommet fra hele landet af. Liget lå ude foran huset i en hvid kiste dækket med blomster. Under fællessang gik alle mennesker forbi kisten i en lang række. Da jeg kom forbi, så jeg kun en sovende kvinde på en hvid pude, det lignede slet ikke en død, men det hele gik også meget hurtigt. Efter at alle var gået forbi kisten og sagt det sidste farvel, blev den skubbet op på en pickup sammen med den nærmeste familie. Begravelse foregik ca. 2 km derfra, bilen kørte stille af sted med en kæmpe flok mennesker bag sig. Alle kendte en smutvej til begravelsen, og nogen skulle måske hjem forbi. I al fald kom der små strømme af mennesker fra alle små veje, det var virkelig som at se mange bække små udgøre en å. Jeg havde den samme følelse som når jeg er til en stor koncert, alle mennesker er samlet om et og stemningen er så stærk, man kan ikke undgå at blive påvirket af den. Blandt menneskemængden var 2-3 kor, som alle sang på vej mod begravelsen. I alt var der ca. 500-700 mennesker på vej af snørklede veje mellem lerhytter ud til en stor begravelseseng.

Til selve begravelsen var det begrænset hvad vi kunne se, men da pickupen med den nærmeste familie kom, var de så udmattede af sorg, at de skulle bæres hen til graven. På det tidspunkt havde jeg set så mange mennesker skrige af sorg, at det til sidst ikke påvirkede mig. Desuden spiller de på sorgen, så det er svært at tage det helt ind. De gør en kunst ud af det.

Det var utrolig smukt at sidde på engen med alle de andre mennesker, solen var på vej ned over Sumbawangas omkransende bjerge, og det helt specielle varme aftenlys og cikaderne gav en god afslutning på sørgedagene.

Mama Pendo har ikke været på arbejde hos os endnu, og hun kommer nok heller ikke foreløbigt, da hun selv er blevet indlagt på hospitalet med hovedpine og for højt blodtryk. Hun kan hverken sidde eller stå selv og heller ikke tale en hel sætning. Vi var ovre at besøge hende forleden, det er hårdt at se hende i så stor sorg. Hun virkede slet ikke til stede. Mama Simon siger, at hun vil overleve, men jeg kan ikke lade være med at være bekymret, det er svært at skulle forlade hende i sådan en situation.

Der er fyldt med sygdom omkring os i øjeblikket. En pige på 9 år fra børnehjemmet fik også en slem omgang malaria, som nu er gået over i en anden sygdom. De andre fra børnehjemmet ved ikke hvad det er, men de tror måske, at hun kan være besat! Ja, det er altså en ”sygdom” som forekommer her i Afrika. De har fortalte, at hun snakker med en anden stemme og siger dårlige ting, bl.a. siger hun, at hun ikke vil drikke vand fra deres brønd, men kun vand fra butikker. Det er så svært at forstå. De har taget hende til en heksedoktor som har bedt for hende en hel nat i træk, det virkede ikke, så nu overvejer de at tage på hospitalet, men de vil lige se det an. Det er altså noget andet end i Danmark.

Et andet lille sygt barn er Abel, han er 10 år og gadedreng. En dag sad han ude foran vores hus og legede med en lille sort edderkop, da edderkoppen ikke gad mere bed den ham. Siden da har han været rigtig syg, han kom og spurgte os om hjælp. Så nu har Therese været med ham på hospitalet, hvor han er blevet indlagt. Stakkels dreng, der er jo ingen til at tage sig af ham. På hospitalet i Tanzania skal man selv sørge for mad, drikke og selv dosere medicin. Det er normalt noget pårørende tager sig af, men han har ingen. Therese har i dag været deroppe og købt mad, men nu har vi overladt det til Joseph (lederen af Bethania), han skal nemlig være der seks dage, og vi tager af sted om fire dage. Han fik det meget dårligt i går aftes og overnattede på hospitalet, men kun ½ af natten for så kom hans storebror på 12 og hans venner, også gadedrenge, og hev ham ud derfra. Af en eller anden grund har de ikke følt sig trygge ved at han har sovet på hospitalet, de ville have ham med ud og sove på gaden.

Til mere opmuntrende historier; jeg har været til fredagsbøn i en Moské. Ja, ved ikke om det er opmuntrende, men det var spændende. Vi ville egentlig gerne bare se moskeén, men så snart vi kom tæt på, blev vi straks inviteret med til bønnen. Det var meget spændende at opleve, vi fik bundet tørklæder på hovedet, og jeg fik slået et stykke stof om mine ben, da min nederdel ikke dækkede helt ned til anklerne. Inden vi kunne træde ind skulle vi lave den rituelle afvaskning, tre gange på hver arm, i næsen osv. Så kunne vi træde ind i et aflangt rum med intet andet end et gulvtæppe, en masse kvinder sad i lange lige rækker på gulvet vendt mod øst. Vi satte os ind sammen med dem, og for første gang i Tanzania følte jeg ikke, at jeg stak uden for mængden. Med alt det tøj vi var dækket med og panden i jorden, kunne ingen vide at jeg var hvid. Det var helt rart at føle sig anonym. Vi sad næsten en time og lyttede til en stemme gennem skrattende højtalere, det blev lidt kedeligt til sidst. Da selve bønnen kom, blev vi nødt til at følge med i ritualerne, på det tidspunkt følte jeg det lidt blasfemisk. Jeg betragter mig selv som kristen, og derfor var det i modstrid med hvad jeg egentlig havde lyst til, men det var svært at komme ud af på det tidspunkt. Bagefter blev det endnu værre, så snart vi rejste os var vi igen udestående hvide, og en masse kvinder kom hen til os. De var meget ivrige efter at overbevise os om Islams sandheder, vi var meget velkomne og de ville hellere end gerne bruge timer på at undervise os i koranen. Så godt vi kunne løftede vi op i skørterne og cyklede hurtigt hjem, de skulle helst ikke finde ud af at kristne havde været inde i deres moské , og vi ville heller ikke lyve om vores tro over for dem.

Det blev nok ikke det sidste indlæg, jeg bliver jo nødt til at komme med en afsluttende bemærkning om mit ophold i Sumbawanga. Jeg håber at kunne give lyd fra mig dagen inden vi rejser endeligt fra Sumbawanga, altså omkring. 3 januar, der kan I høre om jul og nytår i Kipili.

Glædelig jul og godt nytår

For resten så havde vi planlagt at spise flæskesteg i Kipili til juleaften, men der skete et lille uheld. Knud stillede den nyindkøbte gris nede ved vandkanten (til den sø hvor vi plejer at bade) og i løbet af natten er den så blevet spist af en krokodille. Se det var en rigtig Afrika historie.

Hilsen Amanda som sidder i 30 graders varme og venter på flere spændende oplevelser. 

En nattelig udflugt

Okay, det har taget mig rigtig lang tid, at tage mig sammen til at skrive det her blogindlæg. Nu er jeg omsider i den rette stemning, det er nemlig ikke et blogindlæg med en masse sjove små oplevelser, men et indlæg om en natteudflugt, der chokerede og fik mig til ikke kun at se virkeligheden, men også opleve den.

I Sumbawanga er der et andet kendt børnehjem, Bethania, her er Joseph leder. Joseph er vokset op i Sumbawanga og har siden valgt at bo her med sin familie også, han har om nogen en finger på pulsen, hvad angår Sumbawangas natteliv. Både forsiden og bagsiden af medaljen er kendt for ham. Vi mødte ham første gang, da vi tog ud for at se på Bethania for inspiration til vores eget børnehjem. Overraskende nok kunne han genkende mig! Han har været studerende på den internationale linje på Diakonhøjskolen samtidig med at jeg har gået der, vi har åbenbart snakket sammen, og jeg havde prøvet mit swahili af på ham dengang. Jeg må indrømme, at jeg kun har et svagt minde selv. Så snart han fandt ud af, at vi var diakonstuderende, blev vi straks lukket ind i varmen. Han har taget rigtig godt hånd om os, og er en værdifuld kilde til informationer hernede. Han arbejder hovedsageligt for Bethania, men har bl.a. også et drop-in-center, hvor børn med problemer kan komme hele døgnet rundt. Derudover tager han ugentligt på natteudflugt i Sumbawangas mørkere kroge. Det var sådan en natteudflugt vi var med på.

Han kom lørdag kl. 21:30 i sin bil, vi havde siddet og ventet fra kl. 19 (det tidspunkt vi havde aftalt) og var allerede trætte, men vi kvikkede hurtigt op. Det første han fortalte var, at han var ved at løbe tør for benzin og der i øjeblikket var mangel på benzin i Sumbawanga, så det kunne godt være vi ville komme til at gå, men han håbede det ikke, for det ville ikke være særlig sikkert for os hvide piger. Det var første gang jeg slugte en klump. Lidt efter kørte vi hen til en benzintank, og Joseph var væk i laang tid, og vi var lidt nervøse til sidst. Det er nemlig sådan, at så snart mørket falder på er der meget få afrikanere ude på gaderne, dem der er ude hænger i barerne og steder hvor der ellers er kunstigt lys. Da vi sad på den efterladte benzintank, kom der få afrikanere gående, men det var umuligt at se dem, før end de var et par meter fra os, så kommer de lige så stille glidende ud af skyggerne, og det eneste man kan se er deres tænder. Til sidst vendte Joseph tilbage og heldigvis med en dunk benzin. Vi kunne begynde selve natteudflugten.

I løbet af natteudflugten, arbejdede vi os igennem de sociale lag i Sumbawanga med det højeste som det første. Først kørte vi ned gennem en af de oplyste gader, her lå en masse barer hver aften fyldt op med mennesker. Han pegede ind imellem gennem bilruden og fortalte, om de gadedrenge vi kunne se arbejde i gyderne mellem barerne. De har selvfølgelig de værste opgaver og også de farligste, men på den anden side, er man heldig at kunne få enten mad eller penge som belønning, så gør de fleste det gerne. Han fortale om de dyre steder, som selvfølgelig er vores stamsteder, der hvor vi tager hen, når vi ikke gider lave mad eller vaske op. Efter lidt tid nåede vi til en stor udendørsbar som er meget populær, her går middelklassen hen. Masser af kvinder arbejder som servitricer, og de har ikke meget tøj på, men til gengæld masser af godt humør, måske lidt for godt. Han fortalte, at det at være servitrice i Tanzania indebærer at være prostitueret, og da vi kiggede rundt efter kvinderne igen, kom det egentlig ikke bag på mig. Flere steder kunne jeg se fulde ældre mænd tage på piger, som i al fald ikke var over 20, men gjorde sig til i lårkorte kjoler og kæmpede for at gå på lige linjer i beruset tilstand. Joseph fortalte, at nogen går ud med venner bare for at få en øl og have en god tid, men de fleste har koner og børn derhjemme og kommer efter en ung pige/servitrice. Alle kvinderne på en bar er prostituerede, ifølge Joseph, hvis man tager i byen er det for at finde en man kan tage hjem sammen med, og hvis man er heldig og pige får man også penge for det. Det overraskede mig på nogle måder, men når jeg tænker tilbage på de gange jeg har været ude i Tanzanias natteliv, kan jeg godt se det. Det lyder overdrevet, og det er selvfølgelig også en generalisering, men der er noget sandhed i det.

 Efter at have siddet på en middelklasse bar, fået en øl og en god snak med Joseph, fortsatte vi ned gennem de sociale lag. Han fulgte os hen til det kvarter, hvor han selv er vokset op. Vi var henne at se hans hus i mørke, og han fortalte, at det var et af de farligste steder i Sumbawanga. Det er kun fordi han har boet der og kender menneskerne, at vi var i stand til at gå der uden for livsfare. Han viste os gyden bag hans hus, hvor han flere gange hørte kvinder blive voldtaget og mænd blive overfaldet. Lidt derfra var en gade med små barer og butikker, her hængte en del mennesker ud. Jeg følte mig så malplaceret, helt hvid og ren i forhold til dem. I kroge og gyder stod mørke afrikanere og faldt i med skyggerne. Flere fulde og skæve kom hen til os for at snakke. De kom i alle aldre og afskygninger, den gamle fulde dame og den skæve unge gadedreng, det var så mærkeligt at stå midt i det. Langs væggene stod flere piger med korte kjoler og flirtende blikke, helt ned til 14 år så vi, men de findes yngre endnu. Jeg er glad for at Joseph var der, han kendte dem alle sammen og hilste fint på dem, så følte man sig ikke helt så intimiderende. Men hvor var det mærkeligt at gå som turist i andres liv, især når man føler sig overlegen i forhold til dem.

Efter lidt tid gik vi hen til et hus et stykke væk, her var ingen lys overhovedet og heller ingen mennesker. Alligevel bankede Joseph på, og vi blev vist ind af en kvinde med et barn på ryggen, hun har ca. været i 20’erne. Vi gik gennem hendes hus og ud i en lille gårdhave med et anneks. Her inde i annekset sad 3 mænd, kvinden der fulgte os derud skruede højt op for en skrattende radio og tilbød os sit hjemmelavede sprut. Rummet var på størrelse med et dansk badeværelse ca. og indeholdt to primitive bænke og en hylde med radioen. Den ene af mændene var en ung rasta mand, han var meget fuld og skæv og dansede svævende rundt på gulvet, den anden var en meget gammel mand som også havde drukket rigeligt, han sad nede på gulvet og fortalte med en meget overbevisende stemme en masse sludder, den tredje havde kun et ben og sad på bænken ved siden af Karen med en arm om halsen på hende. Kvinden, som også var meget fuld, dansede rundt på gulvet med hendes barn på ryggen. Jospeh fortalte historien om manden med det ene ben og kvinden. Kvinden havde egentlig et overkommeligt liv tidligere, men hendes mand var død, og nu kunne fandt hun ingen anden mulighed end at sælge sin hjemmelavede sprut og sin krop, for hun havde ingen uddannelse af nogen form. Manden med det ene ben havde engang haft to. Han var blevet taget i tyveri af en radio, og de ældste havde i fællesskab besluttet at brænde ham levende som straf. Det er normalt, at de ældste i området tager vigtige beslutninger som denne, at gå til politiet er for besværligt og koster for meget i korruption. Nogen af de mest brugte afstraffelser er at blive brændt levende og blive stenet. Heldigvis for manden, har nogen været ham nådig, og han fik kun hugget et ben af som straf. Nu lever han til gengæld endnu mere miserabelt end før.

Her sidder vi i annekset. Ham med armen om Karen er tyven med kun et ben.

Det anneks var et af de socialt laveste steder vi så, det var så ynkeligt at se på, jeg får helt ondt af at tænke på det. De mennesker der kommer der har virkelig ingenting overhovedet, det var en samling af tabte mennesker jeg så. Det mærkelige var, at jeg nød at være der. Der var noget råt og fuldstændig nøgent over det, da ingen havde noget, hverken tøj, viden eller stolthed, var der heller ingen der havde nogen forventninger, og det kunne mærkes tydeligt. Vi blev budt velkomne, de var selvfølgelig fulde og sagde velkomne til alle, men der var alligevel en speciel stemning i det lille rum, og jeg følte ikke, at jeg var mere end et menneske, for de forventede ikke andet af mig. Jeg var ikke en studerende, en hvid eller en rig, jeg var bare et menneske ligesom dem. Mærkeligt at opleve.

Efter at have siddet noget tid i det lille rum og talt med de forskellige, gik vi igen tilbage til gaden med små barer. Joseph førte os ind i et lille rum, der lå åbent ud mod gaden. Herinde var der et lille tv i hjørnet som spillede lokale musikvideoer, eller var der kun tre træbænke proppet med sociale tilfælde. Der var ca. 10 mennesker derinde, og der føltes meget klemt. De var alle sammen meget fulde eller skæve, nogen sad og stirrede, andre prøvede at tale fornuftigt til os og andre igen stod op og svajede til musikken. Igen følte jeg mig mærkeligt nok tilpas i det selskab, de var alle sammen meget ivrige efter at byde os velkomne, og ingen opførte sig ubehageligt over for os. Selv om de fleste mentalt ikke var til stede, var det tydeligt at mærke den løsslupne stemning, en stemning som gav lov til at flyde væk fra virkeligheden. Det var ligesom at være i en parallel verden, og jeg er næsten sikker på, at de følte det på samme måde. Mon ikke også jeg selv ville gribe enhver chance for at flyde væk fra en uønsket virkelighed?

Senere kørte vi tilbage til middelklassen og fik en snack og lidt natmad, klokken var nu omkring midnat. Grunden til vores pit-stop var, at gadedrengene endnu var på arbejde, og derfor kunne vi endnu ikke se dem sove på gaden. Efter en halv times tid gik vi igen ud i natten. Jospeh kørte bilen langsomt op ad en gade lige bag vores hus, den gade hvor vi går hver dag, og her kunne vi se små grupper af drenge klemt sammen under gamle sække. Han stoppede op, for at vi kunne komme ud og hilse og uddele kiks og juice til dem. Da vi steg ud af bilen genkendte jeg straks flere af drengene, som dem der kommer hver onsdag og leger med os, hvis ikke hver dag efterhånden. Lige så stille vågnede et par stykker af dem op, med søvndrukne øjne tog de taknemmeligt imod vores ting, og vi små snakkede lidt med dem. Men hvad skal man sige? ”Nå, er det ikke lidt køligt at ligge herude på cementen, det er da godt det ikke regner i nat”. Suk, det var svært, men jeg er glad for at jeg kendte dem og omvendt, så var jeg ikke en helt fremmed hvid, som bare kom for at se på deres sølle tilstand. Næste dag takkede flere af dem igen, på en måde er det også rart at have set det hele og ikke kun silhuetten af deres liv. Nu ved de, at vi ikke er uvidende naive hvide, i al fald ikke lige så meget som i begyndelsen af opholdet. Vi kender til deres situation og på trods og endda netop derfor, har vi endnu mere lyst til at bruge tid og kræfter på dem.

Her er vi på hovedgaden bag vores hus sammen med nogen af de drenge, vi  kender allerbedst. 

Det sidste stop på vores tur, efter at have kørt rundt på gaden bag vores hus og dens sideveje, var på lossepladsen. Her sover de mest hardcore af gadedrenge, dem der har levet så mange år på gaden, at de ikke længere kan eller vil leve på andre måder. De sover ubeskyttet på nogle murstenshøje midt i lossepladsen, det er et af de farligste steder, fordi det er isoleret fra andre mennesker, og det eneste lys er fra stjernerne. Her er risikoen for overfald stor, og derfor er det kun de ”gamle” drenge, man finder herude. Vi mødte f.eks. en stor dreng på 18-20 år, Simon, som Jospeh flere gange har tilbudt hjælp, men han har alle gangene stukket af eller kommet med undskyldninger, for ikke at tage imod hjælpen. Problemet er, at han har ondt i den nederste del af ryggen, og senere kan det betyde, at han ikke vil være i stand til at være en fysisk arbejdskraft, og dermed ikke kunne overleve på andre måder end tiggeri. Jospeh siger, at det formentlig skyldes voldtægt. Desværre er gadedrenge de mest udsatte for seksuelle overgreb, da der ikke er nogen til at beskytte dem, og de ikke har mulighed for at rapportere til politiet senere. En dreng som Simon er formentligt blevet voldtaget flere gange, og det viser sig nu i rygskader. Det er godt nok barskt at møde sådanne drenge. Det onde går i ring, for når gadedrengene er ofre for voldtægt som små, vil de selv voldtage senere. Derfor er det oftest de større gadedrenge som voldtager de små gadedrenge, for de har ikke har mulighed for at gøre modstand, suk.  

En af murstenshøjene på lossepladsen, under plastiklagnet kan man se et par fødder stikke ud.

Kl. 1 var vi hjemme igen efter vores natte udflugt, det var så mærkeligt og kontrastfyldt at komme hjem til sit eget hus. Nogen af de gadedrenge vi kender allerbedst sover ikke mere end 50 m fra vores værelse! Det føles så forkert og ulige, jeg havde det elendigt, men var samtidig glad for at kende virkeligheden. Heldigvis er jeg hernede og gør en forskel, det letter, men på trods af den hjælp jeg giver, vil det altid føles utilstrækkeligt. Det er så godt at en mand som Joseph har hjerte for gadebørn, hver uge er han ude på sin nattetur og uddeler snack til drengene, han snakker med dem, og ind imellem er en dreng heldig at få seng og skolegang gennem Bethania børnehjem. Så er der huse som vores, hvor drengene er velkomne en dag i ugen og får gratis mad og mulighed for bad og tøjvaskning. Jeg ved, at også Joseph åbner sit hjem en gang om ugen for drenge, her tjekker han blandt andet også op på deres sundhed og følger dem eventuelt til hospitalet, som er forpligtiget til at betale for børn uden værger. Det er en trøst at tænke på hans arbejde.

Ind imellem har vi også holdt ”cinema” foran vores hus. Så sætter vi projekter op, så der er storskærm på nabohusets væg, højtalere i vinduerne og måtter på jorden. Der kommer ca. 15-20 drenge, når vi afspiller gamle Disney klassikere, det er så hyggeligt, de har enormt behov for fysisk kontakt, og her er der masser af mulighed for at give knus og sidde tæt. De griner højt, når katten ikke kan fange musene i Askepot, og gruer for Snehvides skæbne, idet hun tager en bid af det forgiftede æble, det er sådan nogen gode cinema-aftener vi har med dem. Vi har haft lyst til at give dem en masse ting; nyt tøj, tæpper, madraser og ikke mindst mad, men hvis man giver ting, kan man hurtigt komme i klemme. Derfor er det skønt at kunne give dem oplevelser, det kan ingen stjæle fra dem, og der er en naturlig stopgrænse.

En anden opmuntrende ting at tænke på, er de børn ude på børnehjemmet, hvis ikke de var der, ville de have været på gaden. Så selvom jeg måske har brokket mig over det praktiske arbejde, er jeg uendelig glad for at have været til at gøre et hus klar til ellers hjemløse børn. Nu er der 14 børn på hjemmet, men der er mulighed for at der kan bo 32, derfor har vi nu startet processen med gadedrenge. Hver onsdag, når de kommer til vores hus, har Mathias (far på børnehjemmet) samtaler med mulige indflyttere, han tjekker deres baggrund, deres vaner og deres vilje til en ny livsstil. Han har lige tjekket en lille dreng på 10 år, James, han er en sød og stille type, som ikke har fået en hård attitude endnu. Desværre viste det sig, at han både ryger og drikker, derfor kan han desværre ikke flytte ind på børnehjemmet. Selvom man skulle tro, at det netop er en type som ham, som har mest brug for hjælp, og det er det måske også, så bliver man nødt til at vælge dem med de gode vaner. Det kan lyde hårdt, for hvordan kan mennesker vurdere mennesker, men risikoen er, at James kunne blive en sej dreng på børnehjemmet og bringe vaner som rygning og drikning med op på hjemmet. Man er nødt til at vælge dem der umiddelbart er mest håb for, dem som ikke har levet mange år på gaden og som derfor stadig kan indrettes. Det er så hårdt, tænk på hvor tæt James har været på sin chance for forandring og alligevel ikke fået den.

Her er James på bagagebægeret af min cykel, vi har lige været ude på en hyggetur rundt omkring i byen. 

Forhåbentlig har Therese og jeg tid nok til at få en finger med i spillet, vi har gennem vores ophold fået en fornemmelse af de forskellige gadedrenge, og derfor har vi selvfølgelig en mening om, hvem der skal have chancen. Jeg håber at kunne være ude på børnehjemmet den dag de første gadedrenge kommer derop, det ville være så spændende at følge med i det skift, der vil ske for dem.

Nu har jeg vist spillet nok violin for drengene i Sumbawanga, men det fylder rigtig meget i mit hoved. Jeg er glad for at opleve det, og få lov til at kunne have indflydelse på drengene fra gaden. Det er helt sikkert noget jeg godt kunne finde på at gøre resten af mit liv, sådan føler jeg i al fald lige nu.

Glædelig jul (så underligt at sige, jeg er overhovedet ikke i julehumør, det er svært i 30 graders varme)

Amanda