Det næstsidste blogindlæg (måske)

Så bliver det måske det allersidste blog indlæg for denne gang, måske. Jeg tager fra Sumbwanga d. 21. december, og så kommer jeg kun tilbage for én overnatning, så vi er ved at afslutte alting hernede. Planen er at holde jul og nytår i Kipili, og herefter begynder vores rejse mod Rwanda og senere mod Kenya for mit vedkommende.

På det seneste har tingene ændret sig lidt i huset. Mama Pendos datter Agatha blev alvorligt syg af tyfus og hjernemalaria. Hun blev indlagt på intensiv efter at have haft hallucinationer og til sidst faldet om. Vi var henne på hospitalet efter hun havde ligget der i 6 dage. Hun lå helt alene inde på stuen med kun en enkelt sygeplejerske som vagt ved hendes side. Det lignede først at hun sov, men da jeg kom tæt på, kunne jeg se hvordan hendes bryst hævede og sænkede sig i unaturligt hurtigt tempo. Hun havde helt røde kinder og øjnene var meget lidt åbne. Det var umuligt at komme i kontakt med hende, ligesom det havde været de sidste 5 dage. Mama Pendo fortalte, at hun den anden morgen havde talt til Agatha, og så var tårer begyndt at løbe fra Agathas øjne, men det var den eneste respons de havde fået fra hende, siden hun faldt om. Vi var der henne fredag eftermiddag og lørdag formiddag døde hun.

Det hele skete på kun 2-3 uger siden hun blev syg af malaria, og nu står hendes mand tilbage med tre børn, deriblandt en som ikke engang har levet 1 år endnu.

Når et menneske dør i Tanzania samles alle berørte i familiens hus for at sørge. På samme måde blev alle møbler ryddet ud af Mama Pendos stue, og i stedet blev der spredt gulvmåtter ud. Alle kvinder samles omkring Mama Pendo, de råber, skriger, græder, synger og beder sammen. Mændene er sammen udenfor huset og sørger i stilhed. Det er langt fra alle der kan være i huset, så der er fyldt med mennesker i alle rum af huset og langt ned af vejen. Det virkede meget voldsomt, da vi ankom lørdag eftermiddag. Vi kunne høre højrøstede kvinder inde i stuen, og en masse kvinder kom gående imod os med tårer som vandfald, mens de skreg mod himlen. Vi skulle tage skoene af og træde ind i stuen mod Mama Pendo, som sad som en stor grædende Buddah lænet mod endevæggen. Der var fyldt helt op med kvinder inde i stuen som alle sad på gulvet og græd, så det var en labyrint at komme frem, men da jeg nåede Mama Pendo, var jeg så glad. Det var så dejligt at kunne knæle ned og slå armene om hende, i sådan en situation findes der ikke ord. Efter at have kondoleret gik vi ud i baggården, det var for meget at sidde i stuen med de andre kvinder. I baggården gik en masse andre kvinder og lavede mad til de flere 100 mennesker, som ville passere i løbet af de næste dage.

I tre dage er familiens hus åbent for sørgende, man kommer og sætter sig med de andre, og så gælder det ellers bare om at komme ud med smerten. Der bliver sunget traditionelle sange, råbt til Gud og grædt højlydt.  Nogen bliver der de tre dage i træk, andre, som os, går til og fra. Vi blev der 2-3 timer lørdag og kom igen 3-4 timer søndag. Mandag, den tredje dag, skulle liget begraves. Da vi kom, var der om muligt endnu flere mennesker end de sidste to dage, familien og pårørende var nu kommet fra hele landet af. Liget lå ude foran huset i en hvid kiste dækket med blomster. Under fællessang gik alle mennesker forbi kisten i en lang række. Da jeg kom forbi, så jeg kun en sovende kvinde på en hvid pude, det lignede slet ikke en død, men det hele gik også meget hurtigt. Efter at alle var gået forbi kisten og sagt det sidste farvel, blev den skubbet op på en pickup sammen med den nærmeste familie. Begravelse foregik ca. 2 km derfra, bilen kørte stille af sted med en kæmpe flok mennesker bag sig. Alle kendte en smutvej til begravelsen, og nogen skulle måske hjem forbi. I al fald kom der små strømme af mennesker fra alle små veje, det var virkelig som at se mange bække små udgøre en å. Jeg havde den samme følelse som når jeg er til en stor koncert, alle mennesker er samlet om et og stemningen er så stærk, man kan ikke undgå at blive påvirket af den. Blandt menneskemængden var 2-3 kor, som alle sang på vej mod begravelsen. I alt var der ca. 500-700 mennesker på vej af snørklede veje mellem lerhytter ud til en stor begravelseseng.

Til selve begravelsen var det begrænset hvad vi kunne se, men da pickupen med den nærmeste familie kom, var de så udmattede af sorg, at de skulle bæres hen til graven. På det tidspunkt havde jeg set så mange mennesker skrige af sorg, at det til sidst ikke påvirkede mig. Desuden spiller de på sorgen, så det er svært at tage det helt ind. De gør en kunst ud af det.

Det var utrolig smukt at sidde på engen med alle de andre mennesker, solen var på vej ned over Sumbawangas omkransende bjerge, og det helt specielle varme aftenlys og cikaderne gav en god afslutning på sørgedagene.

Mama Pendo har ikke været på arbejde hos os endnu, og hun kommer nok heller ikke foreløbigt, da hun selv er blevet indlagt på hospitalet med hovedpine og for højt blodtryk. Hun kan hverken sidde eller stå selv og heller ikke tale en hel sætning. Vi var ovre at besøge hende forleden, det er hårdt at se hende i så stor sorg. Hun virkede slet ikke til stede. Mama Simon siger, at hun vil overleve, men jeg kan ikke lade være med at være bekymret, det er svært at skulle forlade hende i sådan en situation.

Der er fyldt med sygdom omkring os i øjeblikket. En pige på 9 år fra børnehjemmet fik også en slem omgang malaria, som nu er gået over i en anden sygdom. De andre fra børnehjemmet ved ikke hvad det er, men de tror måske, at hun kan være besat! Ja, det er altså en ”sygdom” som forekommer her i Afrika. De har fortalte, at hun snakker med en anden stemme og siger dårlige ting, bl.a. siger hun, at hun ikke vil drikke vand fra deres brønd, men kun vand fra butikker. Det er så svært at forstå. De har taget hende til en heksedoktor som har bedt for hende en hel nat i træk, det virkede ikke, så nu overvejer de at tage på hospitalet, men de vil lige se det an. Det er altså noget andet end i Danmark.

Et andet lille sygt barn er Abel, han er 10 år og gadedreng. En dag sad han ude foran vores hus og legede med en lille sort edderkop, da edderkoppen ikke gad mere bed den ham. Siden da har han været rigtig syg, han kom og spurgte os om hjælp. Så nu har Therese været med ham på hospitalet, hvor han er blevet indlagt. Stakkels dreng, der er jo ingen til at tage sig af ham. På hospitalet i Tanzania skal man selv sørge for mad, drikke og selv dosere medicin. Det er normalt noget pårørende tager sig af, men han har ingen. Therese har i dag været deroppe og købt mad, men nu har vi overladt det til Joseph (lederen af Bethania), han skal nemlig være der seks dage, og vi tager af sted om fire dage. Han fik det meget dårligt i går aftes og overnattede på hospitalet, men kun ½ af natten for så kom hans storebror på 12 og hans venner, også gadedrenge, og hev ham ud derfra. Af en eller anden grund har de ikke følt sig trygge ved at han har sovet på hospitalet, de ville have ham med ud og sove på gaden.

Til mere opmuntrende historier; jeg har været til fredagsbøn i en Moské. Ja, ved ikke om det er opmuntrende, men det var spændende. Vi ville egentlig gerne bare se moskeén, men så snart vi kom tæt på, blev vi straks inviteret med til bønnen. Det var meget spændende at opleve, vi fik bundet tørklæder på hovedet, og jeg fik slået et stykke stof om mine ben, da min nederdel ikke dækkede helt ned til anklerne. Inden vi kunne træde ind skulle vi lave den rituelle afvaskning, tre gange på hver arm, i næsen osv. Så kunne vi træde ind i et aflangt rum med intet andet end et gulvtæppe, en masse kvinder sad i lange lige rækker på gulvet vendt mod øst. Vi satte os ind sammen med dem, og for første gang i Tanzania følte jeg ikke, at jeg stak uden for mængden. Med alt det tøj vi var dækket med og panden i jorden, kunne ingen vide at jeg var hvid. Det var helt rart at føle sig anonym. Vi sad næsten en time og lyttede til en stemme gennem skrattende højtalere, det blev lidt kedeligt til sidst. Da selve bønnen kom, blev vi nødt til at følge med i ritualerne, på det tidspunkt følte jeg det lidt blasfemisk. Jeg betragter mig selv som kristen, og derfor var det i modstrid med hvad jeg egentlig havde lyst til, men det var svært at komme ud af på det tidspunkt. Bagefter blev det endnu værre, så snart vi rejste os var vi igen udestående hvide, og en masse kvinder kom hen til os. De var meget ivrige efter at overbevise os om Islams sandheder, vi var meget velkomne og de ville hellere end gerne bruge timer på at undervise os i koranen. Så godt vi kunne løftede vi op i skørterne og cyklede hurtigt hjem, de skulle helst ikke finde ud af at kristne havde været inde i deres moské , og vi ville heller ikke lyve om vores tro over for dem.

Det blev nok ikke det sidste indlæg, jeg bliver jo nødt til at komme med en afsluttende bemærkning om mit ophold i Sumbawanga. Jeg håber at kunne give lyd fra mig dagen inden vi rejser endeligt fra Sumbawanga, altså omkring. 3 januar, der kan I høre om jul og nytår i Kipili.

Glædelig jul og godt nytår

For resten så havde vi planlagt at spise flæskesteg i Kipili til juleaften, men der skete et lille uheld. Knud stillede den nyindkøbte gris nede ved vandkanten (til den sø hvor vi plejer at bade) og i løbet af natten er den så blevet spist af en krokodille. Se det var en rigtig Afrika historie.

Hilsen Amanda som sidder i 30 graders varme og venter på flere spændende oplevelser.