Hr. Hoved, wazungushow og en nær død oplevelse

Mine fingre bløder af alt for meget guitarspilning, jeg er virkelig blevet god nu, i al fald til at øve mig. Der er ikke så meget andet at lave, når det er for mørkt til at gå ud, og strømmen er gået. Derfor spiller jeg rigtig meget og er blevet helt musikalsk, jeg har faktisk også optrådt og med solosang oveni! Det kommer I til at læse mere om senere i det her indlæg. Jeg vil også fortælle om en kendt Hr. hoved, en lille tur til Kipili (igen) og om Thereses og mine overnatninger på børnehjemmet.

Og hvordan kan det så være at jeg har optrådt med guitarspilning og solosang, mig der dårligt nok tør synge højt i badet af frygt for nogen hører mig. Det hele startede med vores berygtede cykeltur, efterhånden som fanskaren troligt råbte ”wazungu” morgen efter morgen, følte vi til sidst at vi måtte give noget tilbage for alt deres hepperi. Det er jo sådan at hele familier samler sig langs vejen, når wazungu kommer cyklende, og jeg har flere gange haft lyst til at gøre noget vildt foran dem, noget som ville overraske dem. F.eks. stille mig op på sædet som var det en cirkushest eller begynde at skrige og lave abe-lyde, men da jeg enten ikke er i stand til det eller ikke er sikker på at deres reaktion ville være positiv, valgte jeg sammen med de to andre piger at lave noget helt andet – næsten. Nemlig WAZUNGU-SHOW.

Wazungu-show er et show med os 3 wazungu i hovedrollerne. I showet, som består af 7 scener, er der 4 sange, hjemmeskrevet på swahili selvfølgelig. Plottet er at en kvinde, som spilles af mig, begæres af to mænd, Therese og Karen, men i sidste scene finder de ud af, at hun allerede er gift. Det er her min solosang kommer, jeg synger om min mand derhjemme, og om hvordan jeg ikke vil giftes med dem. Inden de finder ud af det prøver de på alle mulige og umulige måder at imponere kvinden, her går det hele tiden galt for dem, de falder i banaskralder, baldrer balloner og kommer op at slås flere gange.

Det har været så skægt at optræde med showet, og vi har fået så meget succes med det. Først kommer tre overlæssede cykler med wazungu kørende midt mellem de små lerhuse, så samler der sig automatisk en masse nysgerrige mennesker og følger os med øjnene, mens vi prøver at finde et godt sted at sætte scenen op. Inden længe finder vi som regel et par gode træer med nogle meters mellemrum og herimellem sætter vi et lagen op, som så udgør det for endevæggen på scenen. Mens vi stiller op samler der sig endnu flere mennesker, de siger som regel ikke siger noget og passer på ikke at komme for tæt på de fremmede, men man kan se at de er ved at sprænges af nysgerrighed og underen. Vi lægger et sjippetov ud i en halvcirkel fra lagenet og så får vi dem alle sammen til at samle sig på den ydre side af halvcirklen. Vi selv går bag scenen og maler skæg på Therese og Karen, og når alt er klar går vi ud med en guitar og synger den første sang. Det er en introsang, hvor vi synger velkommen til alle og prøver at lokke endnu flere tilskuere til vores wazungu-show. Der plejer gerne at samle sig ca. 50 mennesker i alle aldre og former, og de er alle sammen underholdt.

Under hele showet får vi masser af opmuntrende respons fra publikum, de bliver forskrækkede og skriger når ballonen baldres, de er ved at knække af grin, når Therese skvatter i en banaskrald og Karen puster hende op igen ved hjælp af en cykelpumpe, og de krummer tæer på min vegne, når jeg taber min nederdel og løber rundt i drengeunderbukser. Det er simpelt hen så sjovt at vise wazungu show, man kan se hvordan det kommer helt bag på menneskerne, at der pludselig kommer tre hvide piger og sætter et skørt show op. Det føles også skørt, som om man er en månemand – kun på besøg for en kort tid, og så tager man hjem til sin egen verden, som ligger uendeligt langt fra deres, og de vil aldrig få os at se igen.

Her er de tre berømte og berygtede wazungu

Sidste gang vi optrådte var ude ved børnehjemmet, det var der allerbedste publikum ind til videre, de var fuldstændig kørt op, og klappede og råbte og trillede med tungerne allerede inden vi sluttede introsangen. Når vi er færdige med showet har vi en outrosang, hvor vi synger tak og farvel til publikum. Under denne outrosang kom flere kvinder ind på scenen og begyndte at danse med deres tørklæder flagrende over hovedet som et sejrssymboler, det var så fedt. Når noget er virkelig godt, så er det kutyme at kvinderne danser op på scenen og synger med og vifter med tørklæderne på den måde, f.eks. når koret i kirken synger en ekstra god sang eller hvis en person holder en virkelig god tale. Det var det samme der skete under denne optræden, det var så sjovt. Vi var helt oppe og køre og det samme var resten af publikum, det var det bedste show, men alle showene har været så sjove og opmuntrende at lave. Det var dejligt at kunne give noget underholdning til alle de nysgerrige publikum, som ellers normalt kun ser os cykle forbi i en fart.

Vi har igen været på weekendtur til Kipili, det er skønt. Vi var også ude på luksus lodgen, hvor vi spiste en rigtig god middag for første gang i flere måneder. Og så oplevede jeg min første vilde-farlige-Afrika dyr situation. Jeg var i bad og på vej ud opdagede jeg en mørk skygge mellem folderne i badeforhænget. Der sad en kæmpe lang og mørk edderkop, udstrakt ville den ca. være på størrelse med min hånd. Jeg ignorerede den først og gjorde mig færdig på badeværelset, jeg har set større edderkopper hernede før. Men så inden jeg gik ud skulle jeg jo lige kigge ekstra godt på den, og dan jeg rystede lidt provokerende i badeforhænget rejste den sig på benene i angrebs position, og så løb jeg ellers ret hurtigt ud. Da Knud, missionæren, så den, sagde han, at den hurtigst muligt skulle slås ihjel for det var en af de giftige. Arg, så var jeg ikke så kæphøj over for den længere. I Kipili har de generelt flere af de farlige dyr, og volontørerne derude har både set giftige slanger, skorpioner og nu giftige edderkopper. Den første gang vi var i Kipili sov vi uden myggenet, og jeg sov endda på en madras på gulvet, gulp, det gjorde vi ikke igen. Denne gang sov vi tre klemt sammen i en lille dobbeltseng, men der var i det mindste myggenet. I Kipili fik Therese og jeg også til opgave at undervise en døv i tallene. Det var rigtig en rigtig god opgave, han var så taknemlig, anden gang, havde han taget sit pæneste tøj og sko på til undervisning. Jeg glæder mig til at se ham næste gang i Kipili, det var lige en diakon opgave for mig.

Her nyder vi solnedgang over Congos bjerge, som man kan se fra lodgen i Kipili

Nu har Therese og jeg overnattet flere gange ude på børnehjemmet, og det er en oplevelse, og giver os meget mere end, når vi kun er der om formiddagen. De fleste af børnene går stadig i skole, så den tid vi har med dem er begrænset, da vi stadig står for meget af det praktiske arbejde som foregår i løbet af formiddagen. Nu er vi f.eks. i gang med at slibe vinduer ned, så vi senere kan male dem. Derfor besluttede vi os for at binde en dobbeltmadras på Thereses bagagebærer og sætte to dynesæt i min cykelkurv og så ellers cykle der op igen inden aftensmaden. Det er meget meget sjovere og hyggeligere at være der om eftermiddagen og aftenen, det håber jeg vi kommer til mange flere gange.

Ind til videre er der ingen elektricitet på hjemmet, så kl. 7 når solen går ned over bjergene i horisonten er der bælgragende mørkt. Børnehjemmet ligger i et ”nybygger” kvarter, der er masser af halvfærdige huse og små butikker, men i det store hele er det stadig et stykke fra byen, og derfor kommer der med mørket og en særlig nattestilhed. Det eneste vi kan høre er alle cikaderne og enkelte gange omstræffende hunde som hyler af den liggende måne.  Alle børnene går rundt med lanterner og ligner små mørke feer med strålende hvide tænder, det er helt specielt. Stjernehimmelen derude er helt fantastisk, når det er fuldmåne er der lysere udenfor end indenfor, og omridset af ens skygge er så skarpt mod grusset på stierne. 

De gange vi har sovet derude, har vi taget computere med, og ved hjælp af dem har vi leget stopdans og set film hele aftenen. Efter sådan aften er vi virkelig populære, og vi bliver inviteret til at sove derude hver eneste dag nu.

Her springer jeg rundt i de halvfærdige bygninger på børnehjemmet med Mariam

En aften var jeg også med i, hvad de ynder at kalde en biograf. Jeg blev inviteret af en af de større drenge, Daniel (korlederen), det var ved at blive mørkt, og jeg var egentlig lidt beklemt ved situationen, for hvad ville alle de andre ikke tro, ikke mindst Therese? Biografen viste sig at være et privat ejet tilbygning til et hus, der vises hver aften amerikanske film for 200 T.sh. (ca. 0,75kr.), og ude foran kunne man købe sukkerør, hvilket gulvet viste tydelige tegn på. Rummet var ca. 10 m langt og 4 m bredt, nede i enden stod et lille fjernsyn med en kæmpe skrattende højtaler på hver side, og ned langs væggene var primitive bænke stillet op i rækker. Efter Daniel havde betalt, satte vi os ind og sad som akavede teenagere, jeg kunne slet ikke koncentrere mig om filmen, som var en voldsom action Kill Bill lignende genre med swahili tale ind over, og lidt efter gik han ud for at købe sukkerrør til os. Inde i ”salen” var jeg samtidig ved at krumme mine tæer over, hvordan jeg kunne havde viklet mig ind i denne situation, det lignede jo overhovedet ikke en ”forældreløs barn med pædagog som mor” situation. Han kom hurtigt ind med et sukkerrør til os hver, og til jer der ikke kender sukkerrør, så er det ligesom en kæmpe tyk bambus med sødt blødt træ indeni. Man rykker den temmelig hårde bark af med tænderne og spytter den ud, og når man omsider når ind til det bløde gumler man lidt og suger saften ud, derefter spytter man også det ud. Så der sad vi og gnavede og lignede to vildmænd, jeg prøvede alligevel på bedste vis at være ladylike, men det er svært med salv ned af hagen og sukkerrørsklumper spyttende ud af munden. Folk blev ved med at komme og forlade salen, men pludselig hilste nogen af de kommende på mig, og jeg opdagede til min overraskelse, at det var en flok af de mindre drenge fra børnehjemmet. Hahal, her troede Daniel lige at han havde inviteret mig privat ud, og pludselig sidder jeg og hygger med de små drenge og deler sukkerrør med dem, han prøvede at smile og være glad, men jeg kunne godt fornemme noget andet i den tone han talte til de små drenge. Det var en underholdende aften, og jeg er glad for at havde prøvet en tanzanisk date, men jeg er også glad for, at jeg blev reddet ud af situationen af de små drenge.

Ahhh dejlig sommerhus afslapning i bedste stil

De sidste par weekender har vi været så heldige at komme i sommerhus. Mzungu Peter, som tidligere har taget os med på forskellige ture, er på orlov i Danmark de næste 2 måneder, og vi har fået lov til at tage på sommerhus tur i hans hus. Det er indrettet meget hyggeligere end vores eget og har hverken rottelort ned af væggene eller en masse fremmede mennesker løbende frem og tilbage. Det har været så dejligt og afslappende at kunne tage på weekendtur derude. Han bor et stykke fra Sumbawanga bymidte og har en lukket gårdhave, så vi har nydt at kunne gå rundt i vores badetøj og få sol på andet end ansigt og fødder. Ind imellem kan det godt blive lidt anstrengende at bo i samme hus som 3 andre afrikaner drenge + 2 Mamas som kommer hver dag + diverse mennesker fra Sumbawanga og omegn, som bare lige vil hilse på, så er det dejligt at have et sommerhus uden for byen.

Her kan man se hvordan Mr. Kichwa sidder skjult bag et spejlebord

En anden sjov ting vi har oplevet er Mr. Kichwa (Hr. hoved). Vi var kommet hjem efter arbejde og opdagede Mama ‘ene og Nivard i en ophidset samtale, Mr. Kichwa var kommet til byen. Mr. Kichwa? Ja, vi fik så forklaret, at det er en person som er i stand til at leve uden sin krop, han er altså kun et hoved. Oveni købet er han i stand til at svare på alle spørgsmål, det har han selv bevist gennem fjernsynet. Nivard havde set ham i fjernsynet, og nu havde man altså muligheden for at møde ham live for kun 500 Ths. (2kr.). De tre lokale var ret sikre på, at han virkelig kun var et hoved, det havde de jo set i fjernsynet! Therese og jeg var flade af grin og meget skeptiske, men for at være sikre, gik vi alligevel med til Mandela stadion, hvor Mr. Kichwa befandt sig. Da vi kom derhen, var der noget lignede et telt stillet op, og uden på var et papskilt med noget håndskrevet tekst, det var simpelt hen sådan et amatørshow. Vi betalte vores shillings til en mand med megafon og stillede os derefter i kø. Manden med megafonen blev ved med at overbevise forbigående folk om, at her var der simpelt hen en mand uden krop i stand til at svare på alle spørgsmål, der kom en pige i kørestol, jeg håber ikke hun blev for skuffet. Endelig kom vi ind og kunne kigge gennem et vindue klippet i noget plastik ind til Mr. Kichwa. Der lå hans hoved på en tallerken over på et bord, og under bordet var der intet.  Først tænkte jeg så det knagede og fattede ingenting, men så fandt Therese ud af at siderne ned af bordet var spejle, sådan at det kun var et synsbedrag, i virkeligheden sad manden under bordet, men skjult af spejlvægge. Ej, det var simpelt hen så dumt. Da vi kom ud talte vi højt om vores oplevelse, og flere mennesker lyttede, de var oprigtig nysgerrige og ivrige efter at høre sandheden, for mange af dem havde Mr. Kichwa været en sandhed indtil da. Til sidst kom megafon manden hen og bad os om at tie stille, han sagde, at han godt vidste hvad vi vidste, men ville vi ikke nok være søde at tie stille, for hvordan skulle han ellers få penge? Jeg sagde det hele var fake, og hans svar til det var: Ja, det hele er fake, undtagen pengene. Og det er jo egentlig talt rigtigt. Heldigvis fik vi da overbevist Mama ‘ene og Nivard, Mama Pendo havde heldigvis været klog nok selv, hun havde spurgt om sin afdøde mands navn, og da han ikke kunne svare, havde hun ikke længere noget tilovers for ham. Sådan Mama Pendo! Men hvor er det dog let at snyde tanzanierne, de er slet ikke vant til at stille sig skeptisk over for det overnaturlige, for dem er det sandt det hele. 

Noget nyt og spændende er, at jeg næsten har besluttet mig for at tage til Kenya i slutningen af mit ophold (januar måned). Min oprindelige plan var egentlig bare at få tiden til at gå med at besøge gamle venner, men en af mine utallige drømme er at se Karen Blixens hus, og nu ser jeg endnu en mulighed for at opfylde den. Jeg har kontaktet forskellige venner, men er ikke helt sikker på hvor meget der er nået frem, det ville nemlig være dejligt med en følgesvend. Jeg tror, at det er muligt for mig alene, men det er altid sjovere at være to. Så derfor, hvis nogen står med overskud af tid og penge, og gerne vil opleve Tanzania/Kenya, grib muligheden!!! Jeg kan desværre ikke tilbyde safari, been there-done that, men jeg vil meget gerne se Nairobi, på minisafari, bestige Mt. Kenya (2. højeste bjerg i Afrika) og rejse op af østkysten for at opleve den gamle swahilikultur, snorkle og slappe af. Og hvis der er ekstra ekstra tid, så kom endelig før ferien og oplev den lokale kultur og mine lokale venner sammen med mig J

Håber vi ses i Afrika - Amanda

Vandfald, fester og computere

Så er der igen sket en masse ting her i Tanzania, ikke mindst for mit vedkommende. Vi har nu officielt åbnet børnehjemmet, set Afrikas 2. højeste vandfald og overværet en undervisningstime i computer.

Desværre kan jeg ikke vende det rigtigt, men jeg synes I skal se mig og Therese som Mama Waafrica

Men allerførst vil jeg opdaterer med hensyn til dyre-situationen i vores hus. Som bekendt døde den ene hund, formentlig af forgiftning, i stedet har vi fået en god erstatning. En morgen kom Mama Simon med en gammel papkasse på hovedet, indefra den kunne vi høre små ynk, og da hun satte den ned, opdagede vi to små kluntede hvalpe nede i. Nåårrhh de er simpelt hen de kæreste væsener, jeg skal helt sikkert have mig 30-40 stykker, når jeg engang kommer hjem. De er bare så søde! Vi har navndøbt dem Bailey og Morgan efter farven på deres pels, og så er det to gode væsker vi savner meget hernede.

Desværre er de ikke de eneste dyr der er kommet til. Vi har også fået en langhåret afmagret kat. Den er til gengæld ikke spor sød. Den gnider sin knoglede behårede krop op af ens ben konstant, og siden den kom, har der ligget en sur lugt af katte tis i stuen. Meningen med den er, at den skal fange rotterne på loftet, men ærlig talt vil jeg hellere have dem til at rende rundt om natten, end en kat der fælder døgnet rundt i alle møblerne. Jeg har ikke følt mig allergisk over for den, men for at få den ud, har jeg hostet overdrevent og gnedet mine øjne til de blev røde, alt sammen for at overbevise Mama’erne om hvor dårligt det er, at den bor i vores hus, og nu tror jeg endelig at den er blevet en udekat – hæhæ.

Ellers er der de sædvanelige dyr som edderkopper på størrelse med underkopper, tusindvis af myrer, kakerlakker og myg, men det er alle sammen nogen man vender sig til. Og så er vi sluppet af med geden igen, den var også begyndt at blive lidt hoven. Den stangede efter både én selv og ens cykel, og prøvede utallige gange at parre sig med vores hunde. Men vi nød den i fulde drag til indvielsesfest for børnehjemmet, der smagte den rigtig godt.

Vores praktikplads er nu officielt startet, her godt halvvejs inden i vores praktikforløb. Nyumba ya Peter, Peters house eller Peters hus, det er der vi arbejder, og det er der børnene nu bor. Peter er en helt hvid dansker, som tilfældigvis kom i snak med en tidligere volontør fra BDM i et tog. Han hørte om arbejdet i Tanzania, og besluttede at donere 250.000 kr. til BDM’s arbejde. Det blev besluttet at opføre et børnehjem i Sumbawanga for pengene, og deraf Nyumba ya Peter (=Peters hus).

Peter besluttede også at komme til Sumbawanga i egen høje person, for at se hvordan pengene var blevet brugt. I den anledning holdt vi en officiel indvielsesfest med højtstående gæster både fra kirken og regeringen. Det endte med at blive en rigtig god fest, der var flere der fældede en tåre, og jeg var også selv tæt på flere gange.

Det startede godt ud med, at vi et par dage inden fik tildelt en programoversigt over festen. Gæsterne skulle komme mellem 10.45 og 11.00, derefter var der et par taler, noget optræden, spisning og til sidst skulle gæsterne gå hjem mellem 12:30 og 12:40. Alting er programmeret ned til mindste minut, når man skal holde en rigtig fest i Tanzania. Selvfølgelig blev det overhovedet ikke overholdt.

Gæsterne kom mellem 11:45 og 12:30, stakkels Mzungu Peter og hans familie var selvfølgelig kommet til den officielle tid kl. 11, og havde svært ved at forstå at samtlige gæster kom for sent. Men så længe alle kommer nogen lunde på samme tid, så er der vel heller ingen der kommer for sent?

Da alle gæsterne havde indfundet sig, blev der ellers rettet op på stemningen. Der var en masse entusiastiske talere og alle kunne blive enige om at det er et stort problem i Tanzania med de mange forældre løse børn. Det er sværere når der skal ske noget i praksis, så er de fine mennesker fra kirken og regeringen knap så entusiastiske.  Alligevel blev der gjort mere end talt den dag.

Børnene havde forberedt et skuespil over deres liv, og over hvordan de var endt på børnehjemmet. Jeg har set dem øve flere gange ude på hjemmet, og hver gang blevet rørt, men alligevel var jeg igen ved at græde til premieren. Man kan se på dem, at det ikke kun er skuespil, de har rent faktisk oplevet det. F.eks. er der i skuespillet to børn som mister deres far, i den scene triller tårerne ned af kinderne på næsten alle børn og flere af dem begynder at hulke. Det er virkelig hårdt at se. Der var flere af gæsterne til festen som også græd under forestillingen, og bagefter rejste en mand sig, og fastlog at det er en realitet for de børn på hjemmet. Herefter opfordrede han til en spontan indsamling til børnehjemmet, hvor der blev doneret en masse penge til børnene og deres nye hjem.

Her klipper Peter og Knud snoren over
og åbner dermed officielt børnhjemmet

Senere kom mere opmuntrende indslag som f.eks. da mig og Therese sang ”han har den hele hvide verden i sin hånd” med børnene - på dansk vel og mærke. Det gik rigtig godt, selvom det blev til den hele vilde verden, men det synes jeg kun passer bedre. Så var der også gave-overrækning. Vi havde sammen med et par af de ældste piger været nede i byen og udvælge stof til Peter og hans familie, de fik hhv. skjorter og kangasæt (matchende stofstykker til at slå om sig eller om hovedet). Når man skal give en gave på tanzanisk manér foregår der under dans og sang. Alle gavegivere kommer dansende i en lang række og de forreste overrækker gaverne, hvorefter de andre giver kram og håndtryk til de modtagende. Alle børnene kom dansende som en lang rytmisk slange, man kunne tydeligt mærke en kæmpe taknemlighed både fra dem og Peter og hans familie, gennem den høje sang, trillen med tungen og spontan dans. Alle børnene krammede familien med tårer rendende ned af kinderne, og her så det ud som om Peter ville give hele sin ejendom væk til børnene, så rørt var både han og hans familie. Det endte også med at han donerede yderligere 180.000 kr., fantastisk!

Det var sådan en god fest, meget ægte og meget intens. Børnene er udmærket klar over hvor heldige de er over at kunne bo på børnehjemmet, og også hvor skæmmende deres liv ville være, hvis de ikke havde muligheden. Jeg er så taknemlig for at kunne hjælpe til sådan et sted, de børn er de heldigste af de uheldigste.

En anden dag, en helt almindelig onsdag besluttede vi at tage med Karen i skole. Hun skulle undervise 40 min. i computer på en secondary skole (eleverne er mellem 15 og 23 år), og det mente vi nok var overkommeligt. Men hvor tog vi fejl.

Allerede inden timen begyndte havde flere elever prøvet at komme ind i klasselokalet, og en stor gruppe havde samlet sig uden foran. Jeg blev næsten helt nervøs, inden vi skulle lukke dem ind. Da tiden var inde stormede de ca. 60-70 elever ind til 20 computere, hvoraf 10 virkede. Opgaven stod skrevet på tavlen og gik up på, at de skulle skrive et dokument på 10 linjer i word og gemme det på skrivebordet. Det var ikke en nem opgave, og slet ikke når 6 sidder og diskuterer hvor startknappen er på én computer, og 10 andre står nede i hjørnet og hepper på deres ven, som er nået helt til 3. bane i bilspillet på en anden computer. Jeg er virkelig imponeret over at Karen klarer det. Det er en kamp at skulle undervise elever på så forskelligt niveau og med så få computere, og efter de 40. min. var jeg klar til at tage hjem. Hendes dag er ofte længere, og går ind i mellem fra 8-16 non stop undervisning.

Hun har også undervist i computer ude på en bibelskole og her er niveauet lavere endnu. Den første måned gik med at undervise i hvordan man tænder og slukker en computer, det var meget svært at forstå, at man ikke slukker en computer ved at hive stikket ud. Den næste måned sendte hun en mus rundt i lokalet, og de forskellige elever skulle så øve sig i at klikke og dobbeltklikke. Her kan man i forhold til teknik mærke, at Tanzania næsten er en hel generation bagud, det som begyndte at komme frem da jeg var lille, er nu ved at nå ned til den gennemsnitlige tanzanier.

Vi har været på tur med Mzungu Peter igen. Denne gang til Kalambo falls også kendt som Afrikas 2. højeste vandfald. Og hold da op, det var højt, vi kom helt ud til kanten af det smalle vandfald og kunne følge vandet 212 meter ned i en kløft, jeg fik helt lyst til at springe bungy jump igen.

Her sidder vi på kanten til kløften,
hvis jeg lænte mig bagug ville jeg falde 212 meter ned!

Det ligger ret isoleret og er overhovedet ikke et tourist præget sted, men der er til gengæld masser af lokale. Som altid havde vi en lang hale af børn efter os, og så snart vi kom hen til floden sprang de alle sammen i, med og uden tøj. Floden, som vi fulgte, danner en naturlig grænse til Zambia, og vi var da også ulovligt inde i landet et kvarters tid, efter at have passeret et par væltede træstammer, som udgjorde en bro.

Efter at have set vandfaldet kørte vi ud til en mindre landsby og solgte forskellige bøger og kangaer, Peter er præst og sælger derfor bibler, kristne bøger og sponsor kangaer, forskellige steder han kommer hen. Desværre var de lokale ikke så frimodige over for alle de wazungu der stod som sælgere, så vi fik ikke solgt særlig meget, men det var sjovt at prøve. Jeg har jo lidt erfaring fra Glitter, selvom det er noget anderledes at stå under et mango træ og råbe på swahili til forbi passerende, end at sige ”ja, så gerne” og ”selvfølgelig prutter vi ikke om prisen her i Glitter” i et indkøbscenter.

Turen varede en hel weekend, og han havde godt advaret os mod at vi muligvis ville finde overnatningsstedet lidt primitivt. Det viste sig at være det fuldstændig modsatte! Det var et lille paradis gemt mellem klipper helt nede ved kanten til lake Tanganyika. Så lækkert og luksus, og vi var de eneste gæster, så vi havde det hele for os selv. Det var dejligt at kunne kaste sig i en blød seng i en kølig stråhytte og kigge op på EN SLANGE. AAAAARRGG. Nøj hvor vi skreg, en af volontør pigerne skreg op og løb ud af værelset, da vi andre havde opdaget slangen, som snoede sig mellem tagbjælkerne, skreg vi mindst lige så højt og løb ud til hende på verandaen. Lyn hurtigt kom en flok af de ansatte og kunne hurtigt konkludere at den ikke var giftig, men jeg var alligevel glad for at sove med myggenet den nat.

Det var en dejlig weekend væk fra hverdagen, og altid hyggeligt at være sammen med nogen man ikke ser hver dag.

Jeg har tusind flere ting som skal skrives og forklares, men det er jo umuligt at få en hel verden ned på papir, I må vente til at jeg kommer hjem og kan vise timelange diasshows med billeder og forklarer med fagter og stemmer, næsten alt det jeg har oplevet hernede. Og der er kun gået ½ af tiden! Hvor er det vildt.

Hav det godt til vi ses i Danmark. Kærlig hilsen Amanda