VELKOMMEN TIL SUMBAWANGA

Ay Ay Ay, jeg kører aldrig med en afrikansk bus igen! Men okay, det sagde jeg også sidste gang jeg var af sted, og det er nu alligevel det billigste og enkleste, når man står og skal vælge transport middel i Afrika. Det var pænt sagt en ”spændende udfordring” at komme fra Dar Es Salaam til Sumbawanga.

Det startede godt ud da vi ankom til Dar lufthavn, jeg kunne genkende stedet og fik næsten med det samme øje på en taxa chauffør med et BDM(organisationen vi samarbejder med)-skilt. Kl. var 01:30 lokal tid og vi var begge to meget trætte, men alligevel anspændte, da vi ifølge planen skulle med en bus den næste morgen. Vi anede ikke noget om afgangstiden eller stedet, vi vidste kun at der var betalt for en overnatning hos Passionate Fathers og at busbilletterne var købt og kunne hentes på Soma Biblia. Så chaufføren forslog, at vi først kørte hen til Soma Biblia, som vidste sig at være en bibelforretning, for at hente billetterne og ud fra dem se afgangstid og sted. Vi var ret stressede og forvirrede og vores skingre stemmer diskuterede ivrigt; vi skulle i hvert fald skrive det her i evalueringen til BDM. Det kunne ikke passe, at vi skulle køre rundt om natten i en fremmed by og vække folk for at få busbilletterne, og derefter indlogere os på et hotel for 2½ time, for så at køre hen til busstationen næste morgen. Altså hvad forventede de lige?

Der var selvfølgelig ingen der åbnede ved Soma Biblia, og vagten ude foran foreslog, at vi skulle komme igen tidlig morgen. Hm, så videre til Passionate Fathers, som heller ikke åbnede, ikke engang vagten kunne vi vække med dytten og råben. Vi begyndte at overveje, om vi kunne få lov til at overnatte hos chaufføren, for det var alligevel ham der skulle køre os næste morgen igen. I mellem tiden dukkede vagten omsider op og lukkede op for os, kl. var nu omkring 03.00. Passionate Fathers er et lille sted som nogen ”Fathers” leder, her kan man leje et værelse og få lov til at spise med ved deres måltider. Father Aloysius kom og lukkede op i sit nattøj, og vi følte os meget flove over at komme der kun for 2 timer, så vi tilbød at opholde os i et lille sofaarrangement lige ved indgangen. Men han låste alligevel op til et værelse med 4 sengepladser og eget bad og toilet, det var nu dejligt. Endelig kunne vi lægge os, med alt tøjet på, så vi var klar til at blive hentet igen 2 timer efter.

Kl. 5 ringede vækkeuret, og vi skyndte os begge to op, vi havde lige et kvarter før chaufføren ville komme. Jeg tjekkede vores rejseplan igennem igen, og sank en klump. ”Therese, nu må du ikke slå mig ihjel” fik jeg fremstammet. I vores rejseplan havde jeg set, at vi først skulle af sted fredag morgen, og her sad vi torsdag morgen kl. 5 parate til en stakkels taxa chauffør, som havde kørt os rundt i løbet af natten og nu var på vej, for at køre os rundt igen.

Jeg tog mig sammen og ringede til chaufføren og forklarede situationen, det lød heldigvis ikke til at han var kommet langt fra sengen. Så efter at adrenalinen havde lagt sig, og vi havde opfattet det hele, kastede vi os lettet på sengene og sov for første gang igennem i lang tid.

Her kan man fornemme hvordan tilstanden var (meget død):

Den næste dag gik med afslapning og indkøb til de forestående 20 timers bustur tværs over landet, og så fik vi også hentet busbilletten.  Fredag morgen stod vi igen op kl. 5 og var klar til første bustur fra Dar til Mbeya. Det var stadig mørkt, da vi kørte, og jo nærmere vi kom busstationen, jo mere kaos opstod der omkring os. Alle former for køretøjer fra lastbiler til små cykeltaxa’er og alle former for mennesker og dyr fra mænd i jakkesæt til geder fulgt af små drenge, alle sammen var de stuvet sammen på den tosporede vej, som efterhånden havde udviklet sig til en femogtyve-sporet vej. Vi var lidt beklemte, og det hjalp ikke på det, da chaufføren låste alle dørene indefra, mens vi sad der i en kæmpe trafikprop.

Så pludselig kom en lille scooter lignende vogn i høj fart forbi, og måske snittede den sidespejlet. Inden vi nåede at opfatte noget, var chaufføren steget ud af bilen og begyndt at løbe efter scooteren. Så der sad vi i bælgragende mørke i en ulåst bil, midt i et kæmpe trafikkaos og klamrede os til vores bagage.

Heldigvis kom han tilbage med scooter køreren, og de fik diskuteret det godt og grundigt med flere andres indblanding også, og omsider kunne vi køre videre, efter de alle sammen havde givet hånd. Da vi nåede ind til busstationen var kaosset ikke blevet mindre tværtimod, vi fandt efter noget tid en parkeringsplads, og inden chaufføren låste op vendte han sig mod bagsædet. ”Når I stiger ud må I ikke tale med nogen, I må ikke svare på nogens spørgsmål og I skal ignorere alle der henvender sig til jer. Gå lige efter mig, jeg bliver hos jer indtil I er inde i bussen”.  Gulp, det var godt nok lidt nervepirrende at skulle træde ud til de hundredevis af mænd som stod klar til at bære bagage, hjælpe med billetten og alle de andre dårlige undskyldninger de nu havde. Alligevel kom vi af sted lige i hælene på chaufføren, vi nåede hen forbi en mand med en megafon som råbte jokes om ”wazungu” (hvide mennesker), forbi alle dem som åbenlyst grinte af os og endelig ind i bussen. Selvfølgelig ikke på de reserverede pladser, men der hvor der nu engang var plads. Vi takkede chaufføren og åndede lettede op, nu kunne vi da slappe af de næste 12 timer – troede vi.

Det er ikke nemt at slappe af, når man er så heldig at køre i en luksusbus med 2 fladskærme og et musikanlæg der er skruet op på fuld volume og ikke må drikke, fordi man ikke kan vide sig sikker på om bussen holder tissestop, og kun har bananer og digestive-kiks at spise. Alligevel viste det sig, at bussen holdt ind ca. hver 3. time, så skulle damerne til venstre og mændene til højre, og så havde man ca. 5 sek. til at tisse, derefter dyttede bussen, og det gjaldt om at blive færdig, inden man blev forladt på Afrikas slette. Så da vi nåede til Mbeya efter solen var gået ned, var vi meget dehydrerede og absolut ikke i humør til de hundredevis af mænd som igen stod klar til at bære bagage, hjælpe med billetten og give os kørelejlighed.

Vi vidste at hotellet kun lå 50 m væk fra busstationen, alligevel måtte vi opgive og tage imod hjælp fra et par stykker af de ellers mange villige hjælpere. De var også meget venlige og hjalp os også med at få busbilletten til næste morgen, hvor vi skulle køre resten af strækningen. Vi måtte sove på hver sit værelse, for homoseksualitet er forbudt ved lov – og man kan jo aldrig vide. Det var faktisk lidt mærkeligt, man har jo kun hinanden dernede i et fremmed kontingent, og nu skulle vi så pludselig sove i her sit værelse. Jeg var lidt nervøs, da jeg lå alene og skulle til at sove.

Næste morgen følte vi os allerede mere hærdede, og vi var klar over, at det gjaldt om at få bagagen så hurtigt som muligt låst inde i bussens bagagerum, ignorerer samtlige ”hjælpere” og først vise billetten når en autoriseret buschauffør spurgte efter den. Turen var kun 7 timer, men den føltes meget hårdere end den sidste. Der var kun asfalt det første lille stykke, og bussen var ikke så luksuøs som sidst, så vi sad 3 på række og jeg fik selvfølgelig midter-pladsen mellem Therese og en svedende afrikaner mand. Og selvom der ikke var fladskærme, var der selvfølgelig lokal radio skruet fuldt op, så vi kunne høre de afrikanske rytmer gennem skratende højtalere. Trods alt var det en flot tur, og vi fik set både giraffer, zebraer og antilopper i det afbrændte landskab efter de mange steppebrande.

Her er et billede inde fra bussen, som var rigtig flot pyntet med både gulvtæppe i loftet og guirlander på væggene:

Efter 7-8 timer nåede vi Sumbawanga busstation, det var i denne her by, vi skulle tilbringe de næste mange måneder. Vi steg lidt spændte ud, og blev positivt overraskede over ikke at blive overfaldet af de hundredevis af mænd, som vi ellers havde forventet. Vi fik vores bagage og kiggede efter en hvid mand med langt skæg, Knud, som skal være vores vejleder og kontaktperson i praktikken. Hmm.. lidt mærkeligt at han ikke var dukket op, især nu hvor vi kom ½ time senere end planlagt. Så måtte vi jo sætte os og vente, andet er der ikke for i Afrika.

Og nu var det godt nok planen, at jeg skulle have skrevet for hele den første uge, men der er så meget, at anden halvdel må vente lidt endnu. Håber det hele går godt hjemme i Danmark.