Den allerførste uge i Afrika er nu gået, og jeg har oplevet virkelig meget allerede. Det har været ret overvældende det hele, og jeg har godt kunne mærke mit humør gå meget op og meget ned. Men nu er humøret på vej op. Jeg har lige spist aftensmad med Therese og Knud og nu sidder jeg i stuen sammen med Nieva (jeg tror det er rigtigt stavet)og skriver blog. Nieva er en af de tre drenge som bor i vores baggård, de er alle sammen forældreløse, men Knud har taget dem under hans vinger, som efterhånden favner mange mange tanzaniere. Nu får de betalt skolegang og har et sted at bo, hvor der er sikkert. Jeg har ikke snakket så meget med dem endnu, deres engelsk og mit swahili rækker desværre ikke så langt.
Men jeg må hellere starte fra begyndelsen. Afskeden i lufthavnen var meget uvirkelig og det føltes som om man stod ved siden af sig selv, og oplevede det hele udefra. Det var en lang flyvetur hele vejen til Victoria Falls, vi var meget kvæstede ved ankomsten mandag formiddag. Og allerede så snart vi kom ud af flyveren kom den første overraskelse: vi var sikre på at lande i Zambia, men ude på lufthavns-skiltet stod der: Welcome to Zimbabwe. Godt at vi ikke havde fået visum i forvejen. Men vi tog det på afrikansk vis og gik stille ind og stod ½ time i kø til at få vores stempel, som ca. 5 afrikanere var om at kigge på og stemple og tjekke og ekstra tjekke. Hele Vic. Falls lufthavn er meget lille og primitiv – rigtig african style med hjemmetømrede ekspeditionskasser, afskallet maling på væggene og laboratorium lys i loftet. Da vi kom hen til security check kiggede vi spørgende på de 7 vagtmænd, som så ud til at have meget travlt med at slappe af og hænge ud. Den ene kigger på os og løfter træt på skuldrene alá ”Vi må da gerne køre taskerne igennem sikkerheds tjek -maskinen hvis vi absolut vil”, men det var altså ikke af største nødvendighed. Uden for lufthavnen fandt vi hurtigt en taxa/turist guide som var meget hjælpsom, selvfølgelig mere hjælpsom efterhånden som vores dollars kom frem, så vi fandt nemt et fint sted at sove for de næste par dage.
Allerede samme eftermiddag som vi indlogerede os tog vi af sted for at få det første syn af de berømte vandfalde. Det var også helt fantastisk, og meget overvældende, men næsten for overvældende for vores små hoveder, der allerede var fyldt op med alverdens indtryk og følelser. Så efter 1½ time tog vi tilbage og fejrede Thereses fødselsdag med chips og krokodille kød, men vi var nu ikke meget værd, så derfor gik vi begge to i seng lige bagefter. Næste morgen til gengæld, var vi begge to meget mere oplagte og vi tog af sted for at springe på hovedet ned i den flod som faldene danner – bogstaveligt talt. Da vi kom ud på broen begyndte jeg godt nok at blive lidt betænkelig ved at skulle bungee jumpe, men der er jo mange der har gjort det før mig og overlevet, og jeg kunne jo heller ikke lide at det kun var Therese som var modig nok. Så inden jeg vidste af det, havde jeg skrevet under på at jeg var klar over at konsekvensen kunne være døden eller fatale skader og at firmaet intet ansvar ville tage for nogen ulykker. Gulp. Men okay, indtil videre havde alle overlevet springet den dag, og som en af mændene også sagde ”Do you know that heaven is full of milk and honey? It would be nice for you to be there”, så hvis mit liv på jorden skulle være ovre ville jeg være på vej til noget bedre. Vi havde også, for at gøre ondt værre, besluttet at tage 3 adrenalin skud i træk for så ville spare mange penge, så vi skulle både bungee jumpe, gynge fra broen og med en svævebane over kløften. Vi startede ud med gyngen, det tænkte jeg ville blive sjovt, en kæmpe gyngetur fra broen (111 m over floden). Der var mulighed for tandem, så dvs. mig og Therese blev spændt sammen og skulle springe samtidigt. Da vi stod ude på planken føltes det godt nok som om man skulle til at begå selvmord, men alligevel tog vi begge to skridtet og faldt frit i 4 sek., mens vi skreg til vi blev hæse. Det var forfærdeligt! Jeg nød det slet ikke, og det føltes overhovedet ikke som en sjov gyngetur, men mere en tortur-lyn-elevator direkte ned mod helvede. Og så gyngede vi jo dårligt nok, det var bare da linen var blevet strakt ud, at vi svajede nogen meter frem og tilbage. Og Therese fik et lille piskesmæld og jeg klemte min arm til der var ved at gå hul på huden, og det gjorde i det hele taget ondt på os begge to. Puha efter den tur var jeg i hvert fald overhovedet ikke sikker på at jeg skulle bungee jumpe. Men professionelle som de trods alt er, så fik de mig i selen og efter nogen sekunder stod jeg igen ude på spidsen af planken og blev instrueret i hvordan jeg skulle springe 111 m. direkte på hovedet ned mod en flod fyldt med klipper og krokodiller med kun en elastik om mine fødder. Og i sekunderne efter følte jeg mig som en fugl, dog en meget skrigende en af slagsen, fuldstændig fri af alting, det var vildt! Helt vildt! Det var virkelig en fantastisk følelse, det giver en enorm selvtillid og et kæmpe adrenalin kick at trodse naturen på den måde og overleve. WOW! Det ville jeg godt nok anbefale enhver. Og udsigten var også utrolig smuk, selv når man ser den på hovedet. Det var så flot at hænge mellem to frodige klippevægge med den kølige dis fra vandfaldet som skaber små dugdråber på alting. Til sidst skulle vi prøve svævebanen, den var ingenting i forhold til torturelevatoren og fugledykket, bare en stille og rolig svævetur mellem de to kløfter.
Mens vi stadig følte os helt høje af springene gik vi over mod grænsen til Zambia, derfra kan man jo også se vandfaldene. Og jeg er så glad for at vi gjorde det. Vandfaldene var så flotte fra den side, og der oplevede vi dem virkelig tæt på. Det er svært at forstå at det er naturskabt og at det er virkelighed, man kan næsten ikke forholde sig til det, fordi det er så enormt på alle måder. Man bliver nødt til at råbe til hinanden for at overdøve vandfaldet, man træder ind og ud mellem regnbuer og bliver plask våd, fuldstændig som hvis man havde svømmet i en pool, det er en stor oplevelse. Vi valgte at gå lidt videre op af floden, og se vandfaldene fra flodens side, sådan at vi faktisk soppede i floden som nogen meter henne endte i et brussende fald - man kunne også godt mærke strømmen var stærk. Vi havde meget mere overskud til at tage alle indtrykkene ind og virkelig opleve Victoria vandfaldeneden dag.
Da hele byen er bygget op omkring turisterne der kommer dertil, er der ikke meget at lave efter at have set vandfaldene, så torsdag slappede vi bare af indtil vi skulle med fly igen, denne gang mod Tanzania.
Her springer jeg ned mod klipper og krokodiller:
Og resten af ugen den må I læse om senere, der er alt for meget at skrive om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar