Jeg ved godt det er noget tid siden sidste indlæg, men der er sket så meget. Jeg er allerede igang med næste indlæg, så det er ikke gået i stå bare rolig.
Nu har jeg været hernede i snart to måneder, og det er først nu, at det er ved at gå op for mig, hvad det egentlig er, at jeg laver. Helt specifikt opdagede jeg det en onsdag for to uger siden.
 |
| Her er vi ved at øse ugali op til drengene sammen med Mama Pendo |
Hver onsdag åbner vi haven for gadedrenge. Så kommer de ind i løbet af hele formiddagen og får mulighed for at tage bad og vaske deres tøj. I løbet af eftermiddagen bliver der serveret ugali og bønner til alle. Og ved 15 tiden smutter de igen ud på gaden, hvor de lever efter jungleloven indtil næste onsdag. De drenge der kommer, er helt ned til 4 år, og står med hulet tøj og 11-taller ned til tæerne, uden for lågen indtil de bliver lukket ind. Therese, Karen og jeg er praktiske hjælpere den dag, vi vasker op og koger ugali, og så efter at maden er blevet serveret går vi ud og hygger med dem.
Den onsdag, hvor det gik op for mig, at det er børn uden hjem der kommer, sad jeg og spillede kort med dem. Der var kun 5 børn tilbage, og jeg sad med to af dem og spillede kort. De var alle sammen mellem 10 og 11 år. Så midt i spillet tager den ene en lighter frem, og efter stolt at have vist mig sin kostbarhed, åbner han for gassen og sniffer ind. Efter han har gjort det et stykke tid, smiler han fjoget og så kan vi spille videre. 10 år! Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige, men der gik det op for mig, at det er virkelighed for dem, og kun en praktik ”for sjov” for mig.
Her er vi sammen med børnene ude i haven, seje med de seje og søde med de søde:
Det samme gælder børnene ude på børnehjemmet, de kommer fra familier, som ikke længere eksisterer, og derfor er de (heldigvis) af en eller anden kontaktperson, blevet sat på børnehjem. De kommer alle sammen med forskellige historier, nogen værre end andre.
 |
| Daudi med Thereses cykelhjelm oppe på ladet af en power traktor |
Daudi på kun 11 år, har især en hård fortid allerede. Før han blev bragt til børnehjemmet boede han hos sin onkel, da begge hans forælder er døde. Hans onkel fungerede som den lokale medicin mand og heksedoktor, og misbrugte Daudi til spirituelle formål. Hvad det indebar, kan vi kun gætte på og det tør jeg dårligt nok, for jeg tror ikke, at det er noget rart at tænke på.
På den måde kommer børnene fra hver deres verden, alle sammen forskellige fra hinanden. Men de på børnehjemmet er de heldige, de er sikre på at få mad hver dag, og får betalt deres skolegang. De har lov at håbe på en fremtid, som gadedrengene kun kan drømme om.
| Her er Stomai og Hakim, to forældreløse som netop er flyttet ind på børnehjemmet, hjemme fra en af de første skoledage. De har lige har fået helt nye skoleuniformer, og er meget stolte. |
Og så til den mere muntre side af praktikopholdet i Sumbawanga. Vi oplever trods alt os nogen af de gode sider af Tanzania. Bl.a. på vores ture med Mzungu Peter.
Mzungu Peter er dansker, og har boet i Tanzania 7 år med sin kone Anne-lene. De er udsendt af Luthersk mission og arbejder på den lokale bibelskole, hvor Karen også underviser i computer. Det første vi hørte til Peter var hans dybe stemme. Therese og jeg lå inde på værelset, da vi kunne høre end dyb stemme, og vi begyndte at tale om hvor fascinerende dybe afrikaner stemmer er. Men da det bankede på ind til vores værelse, var det en HVID mand der trådte ind! Og sådan mødte vi Peter.
Han har ind til videre været årsag til to ekspeditioner ud af bymidten. Første gang var sammen med alle de andre hvide unge i nærområdet. Vi var os 3 fra Sumbawanga, 7 danske volontører fra Kipili, 1 dansk volontør fra Mbeya og 1 hollandsk lægestuderende fra Sumbawanga. Vores mål var toppen af kvindebjerget, ikke at forveksle med Kilimanjaro.
| Her står en kæmpe flok wazungu og kigger tilfredse tilbage mod en langsom flok køer, de lige har overhalet: |
 |
 |
| Ved mandehulen var denne her tegning, vi ved ikke hvad den betyder, men I kan jo gætte? |
Sumbawanga lægger i en dal omkranset af bjerge, to bjerge lægger lidt for sig selv og rager op over de andre. Mandebjerget og Kvindebjerget. De ses som hellige, og der bliver stadig ofret og bedt til kvinde og mandeguden som lever i de to bjerge. Hvis man som kvinde har et problem, kan man gå til en hule ved foden af kvindebjerget, fortælle sine problemer, og kvindeguden vil så flyve over til mandeguden og bede om hjælp tilgivelse eller hvad den bedende kvinde nu ønsker. Som mand har man det privilegium at kunne gå direkte til mandebjerget for at bede om forskellige ting som fylder én. Det hænder også at den lokale medicinmand/heksedoktor kan lægge hvide klædestykker over en syg person, så senere hænge dem op ved enten mande eller kvindehulen, måske ofre øl eller slagte nogle høns for så at tvære blodet ud på klippen, og så bliver den syge rask. Hvis ikke, er det selvfølgelig denne egens skyld, så har man nok ikke været god nok over for ånderne, forfædrene eller sin nabo (som kan have betalt heksedoktoren for at forhekse én).
Det var en speciel oplevelse, og gav et indblik i hvor meget de gamle traditioner stadig betyder i Tanzania. Tanzanierne kan sagtens ofre til kvinde eller mandeguden den ene dag og gå i kirke og betale almisse den næste. Det er jo trods alt bedst at sikre sig hos alle guderne og forfædrene. Der står ironisk nok også et kors på toppen af mandebjerget.
Her er jeg i mandehulen, selvom det egentlig er forbudt for kvinder, og uden om stod en masse børn, som ikke turde gå med ind. De hvide pletter er fra utallige fingerspidser dybbet i hvidt.
Efter en hård bjergbestigning, hvor vi jo selvfølgelig var oppe på toppen og kigge ned over Sumbawanga, kørte vi alle sammen hjem til Peter, hvis kone stod parat med alskens lækkerier. Efter mad og hygge blev der sunget højt af den danske fællessangbog.
Bilen punkteredes selvfølgelig lige foran en lille landsby, og det var en kæmpe sensation med så mange hvid OG et fladt dæk, det er der historier nok i til de næste 3 generationer.
Nogle uger efter blev vi igen inviteret ud på tur, denne gang kun os tre Sumbawanga piger. Vi skulle ud for at se en regnskov et stykke fra Sumbawanga by. Efter en mildest talt bumlet tur, godt jeg ikke er så høj som Therese, som var i høj risiko for at få en hjernerystelse efter at have dunket hovedet i loftet adskillige gange, nåede vi skoven. Man kunne godt se og mærke en forskel, men da det er vinter og tørketid hernede, var der stadig tørt og knasende, ikke som man umiddelbart forestiller sig regnskov. Alligevel er det fascinerende, og flere gange har vi set bush-fires, Karen har endda cyklet parallelt med en der var i vejsiden en dag, en i forvejen varm tur som blev ekstra ”hot”. At der er så tørt hernede giver en ekstra stor forventning til den første regn-dag, den glæder vi os meget til. Også på denne her tur kom vi op på toppen af et bjerg, og kunne se hvordan landskabet strakte sig ud under os. Det er utrolig flot at kunne se store bjergekæder som små blå silhuetter i horisonten med solen som en lysende kugle bagved.
Efter en god kuretur ned af bjerget, kørte vi videre til ”piratbjerget” et stykke derfra. Piratbjerget har en lille top med et par træer, og her var der lige plads til 4 camping klap stole. Vi satte os trætte ned, og op af køletasken trækker Peter IS, dejlig kold spise is, dog lidt smeltet. Det var det første vi havde ønsket, og det sidste vi havde forventet. Så kunne vi fire side der på toppen af piratbjerget, nyde vores is og kigge ud over firkantede majsmarker med små lerhuse imellem og en enkelt lille pige der var ved at lede køerne hjem for natten.
Igen kunne vi bagefter komme hjem til dejlig middag hos Anne-lene og synge danske fællessange. Næste søndagstur bliver til Kalambo falls, nogen af de højeste vandfald i Tanzania. Her skal volontørerne også med, det bliver en weekendtur med overnatning, og der bliver mulighed for at få sig en afkølende dukkert i Lake Tanganyika søndag eftermiddag – skønt. Indtil da må vi underholde os selv med små ekspeditioner ned til markedet, som også kan være en udfordring nok i sig selv. Det må I høre mere om i et andet blog indlæg, nu er I mættet for noget tid igen.
Her er bilen efterladt i skoven, fordi det simpelt hen ikke var muligt at køre længere.
Hav det godt i Danmark indtil vi ses og gem endelig masser af dejlige minder fra smukker efterårsdage med blå himmel og brændende skove.
Ps: Jeg kan ikke huske hvilken adresse jeg har skrevet tidligere, men den er:
Amanda Andersen, P.O. Box 378, Sumbawanga, Tanzania. Jeg anbefaler ikke at I sender pakker, men breve er meget velkomne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar