For nylig var jeg på missionærkonference for alle BDM udsendte missionærer i Tanzania, jeg er endnu ikke missionær, men alle volontører og studerende udsendt fra BDM, var også inviterede. Det resulterede i, at vi var 11 hvide missionærer, studerende og volontører der skulle køre 12 timer nordpå i den samme bil med alt vores bagage. Det var trangt, meget trangt. Heldigvis besluttede Knud, som vores chauffør, at køre gennem Katavi national park og overnatte der, for at gøre turen mere spændende. Og det blev den også.

Katavi er en lille national park i forhold til de store kendte, men der er stadig elefanter, løver, giraffer og en masse andre ”Afrika-dyr” at se. Efter at have kørt på hulet jordvej i 4-5 timer kom vi ind i parken, og vi satte os alle sammen parat og kiggede intenst ud af vinduerne. Nu var vi jo i nationalparken, så det var kun et spørgsmål om tid før det første dyr blev spottet. Efter et kvarter halv time blev det alligevel lidt kedeligt, og lidt efter lidt blev kameraerne sænket en anelse og vi begyndte at småsnakke igen, hvilket vi ikke gjorde før, det kunne jo skræmme dyrene væk, hvis ikke de havde opdaget firhjulstrækkerens motor i forvejen.

Så pludselig blev der råbt og alle sprang hen i den ene side af bilen, og stirrede ivrigt mod to giraffer et stykke fra vejen mellem nogle træer. Og så blev der ellers knipset og blitzet og lavet forskellige lokkelyde, for at få dem nærmere.  Sådan gik det flere gange, først sidder man ivrigt og kigger ud af vinduet, så sænker man kameraet lidt og glemmer at kigge, og pludselig står en der en elefant eller der ligger en krokodille ikke særlig langt fra bilen.

Det var en god tur, men jeg må indrømme, at jeg ikke er helt oppe i det røde felt. Jeg har allerede set de afrikanske dyr på min sidste safari (2009), og det er fascinerende og smukt, men man vænner sig til at se på eksotiske dyr, og til sidst er de ikke lige så eksotiske mere. Til gengæld kom jeg lidt længere op mod det røde felt, da vi stoppede for at holde frokost pause kun ca. 50 m fra en flok flodheste, og lige inden da havde vi set en masse krokodiller i den flod, som vi nu stod og spiste ved. Der skete selvfølgelig ingenting, men tanken om at vi kunne måtte holde os til den ene side af bilen, den anden vendte mod et buskads, hvor der i teorien kunne komme en løve springende ud fra, var spændende nok i sig selv.

Da vi nåede overnatningsstedet, kom jeg igen tæt på dyrene. De hytter vi skulle sove i, lå nemlig lige ved en flod, hvor der var pakket med flodheste. Virkelig pakket, de lå nærmest oveni hinanden, men det er jo også tørketid, så der er ikke meget vand til så mange og så store dyr.

Therese fik mig lokket ned, så vi kun var et par meter fra vandkanten for at få taget billede, men da en af flodhestene prustede og begyndte at rejse sig, fik vi hurtigt taget det sidste billede og løb tilbage i ”sikkerhed”, dvs. 50 meter hen til en terrasse, hvor vi skulle spise til aften. Det var lidt spændende at skulle gå i mørke over til sin hytte, og ikke vide om man ville støde på en flodhest på vejen. Om natten kunne vi høre dem stige op af vandet og lunte omkring vores hytter, uuhh det var sjovt.

Her står jeg så, bare nogen få meter fra det dyr i Afrika, der har slået flest mennesker ihjel.

Næste morgen stod vi op inden solen, og kørte af sted i takt med at den stille krydsede horisonten. Vi nåede at se en bøffelflok på ca. 300 ude på en udtørret søbund i morgenlyset. Det var virkelig flot, der er en helt speciel stemning om morgenen, og at sidde der helt mussestille fuldstændig tætpakket i bilen og se 300 bøfler græsse i solopgangen, det var smukt.

Et af de sidste dyr vi så, var en løve. En hunløve der sad alene bag en sten og spejdede ud mod et par ensomme gazeller på sletten. Knud forsikrede os om, at hun var ved at gøre sig klar til jagt, nu ventede hun kun på at hendes kompagnoner ville være parat, og så ville de angribe fra hver sin side. Spændende. Så vi kørte hen til et godt udkigssted og så ventede vi. Og ventede. Og ventede. Og efter 2½ time, var der en modig volontør der foreslog, at vi måske skulle køre videre. Vi pressede den en halv time mere, og så vendte vi ellers bilen og kørte mod Sikonge, hvor missionærkonferencen skulle finde sted. Så der blev desværre ingen løvejagt at se, men nu har vi set en løve, som var ved at gøre sig klar til jagt, og det var også spændende på sin egen måde.

Missionærkonferencen var rigtig god dansk, der var 4 missionærer ud over Knud og så ellers os volontører og studerende, i alt 16 danskere + 3 danske børn. Vi startede ud med at få frikadeller til aftensmad, og så var dansker stilen ellers lagt. Jeg kan huske, at jeg blev ret overvældet over at få udleveret et program for weekenden, med klokkeslag skrevet på hver aktivitet. Og der blev opremset praktisk informationer, det var næsten for meget. Mit afrikanske jeg, kan slet ikke følge med i en fast tidsplan. Hvorfor tager vi ikke bare tingene som de kommer, og så ellers laver hvad vi har lyst til? Det er hurtigt man vænner sig til et liv uden tid, og derfor paradoksalt nok får masser af tid. Alligevel gik det, og eftersom vi alle sammen havde boet mere eller mindre i Tanzania, så blev der også rykket lidt rundt på forskellige ting, og alting skete ikke nødvendigvis til tiden, men det var tæt på.

Her er vi ude på et hjem fra spedalske, og  den
spedalske kvinden her
fortæller ivrigt om hendes liv på hjemmet.
Meget inspirerende .

Det var rigtig interessant at være med til konferencen, især fordi jeg selv så længe har overvejet at være langtidsudsendt i et uland. Der blev diskuteret forskellige dilemmaer som kan opstå, en missionærs identitet og hvordan det forløb med diverse projekter og hvilke det er værd at satse på og omvendt. Jeg blev helt bidt af alle projekterne og alle de ting der stadig kan gøres hernede, der skal nogle gange så lidt til, for at gøre en stor forskel. Bare rolig, jeg skal nok komme hjem til februar, men det varer ikke længe før jeg tager af sted igen, det er så spændende at være midt i det hele.

Til sidst tog vi et par dage i Kipili. Kipili er en lille landsby 3 timer fra Sumbawanga, det er her de fleste volontører bor (6 lige nu) sammen med Knud. 4 af dem arbejder i en børnehave, 1 er mekaniker og 1 er på en båd, hvor de sejler ud og tilbyder lægehjælp.

Det er en typisk afrikaner landsby med lerhytter og ingen shoppemuligheder eller internetforbindelse. Vi så deres marked, hvor man kun kan købe tomater og løg, i modsætning til Sumbawanga, hvor man kan få lige fra Nutella til kunstige negle. Der må jeg nok indrømme, at jeg er mest til storbyen, det var flot og specielt, men det varede ikke længe før jeg kedede mig, og manglede noget aktion, eller bare muligheden for at købe, hvad jeg nu havde lyst til.

Heldigvis ligger Kipili lige ned til Lake Tanganyika, så der er bademuligheder kun 10 min. gang fra Knuds hus. Det var så dejligt, virkelig skønt. Efter kun, at kunne tage åndsvage bade i dumme baljer med vaskeklude, så var det herligt at kunne dykke helt ned og føle sig frisk og lækker, når man igen kom op til overfladen. Det er en kæmpe sensation, hver gang hvide bevæger sig ned gennem den lille landsby, så inden vi var nået ned til vandkanten, havde vi en lang hale af afrikaner børn bag os. De sprang bare med ned i vandet, og kæmpede med deres hundesvømning, for at følge med os hvide. Det var rigtig sjovt, de er mega akrobatiske, så vi lavede forskellige mennesketårne med dem ude i vandet. Bagefter fulgte de os hele vejen hjem igen, mens de kæmpede om at gå ved siden af én og holde i hånd. Senere hørte vi, at man skal være opmærksom når man bader, for der er både krokodiller og flodheste som holder til ved vandkanten.

Et par dage efter tog vi ud på en lodge ejet af et sydafrikansk par. Det er et virkelig luksus sted og ligger ½ times gang fra Knuds hus. Det ligger også lige ned til søen i en lille bugt, og her har de bygget et mini paradis, ligesom det man ser i feriemagasiner. Ej, det var også skønt. Vi kunne endda ligge i badetøj og sole os uden alle mulige kommentarer eller frierier, og så havde de også et køleskab der virkede, så vi kunne lige købe os en kold sodavand eller øl. De er også arrangører af forskellige turistting, som f.eks. en rundvisning i en ægte afrikansk landsby (Kipili), lidt komisk. Det er et lille fristed, hvor man føler sig ligesom på charterrejse. Vi planlægger også at holde nytår ude på den lodge med de andre volontører, det bliver fedt.

Her ligger vi med volontørene ude på lodgen, og nyder vores miniferie.

En dag var jeg også med i børnehaven. Wow. Det var godt nok en lidt vild oplevelse. Det var ligesom at blive lukket ind i et abebur midt i fodringstid. Allerede inden vi nåede børnehaven, var flere børn løbet hen mod os og sprang op af os. Jeg kæmpede med 2-3 stykker i forvejen, da jeg nåede børnehavens grund og blev angrebet af yderlige 6-7 børn. Det var fuldstændig vanvittigt, de råbte og sloges og kastede sig op af et hvert ledigt sted på min krop. Det vilde var, at de reagerede på samme måde på volontørerne der arbejder der til daglig, det var total kaos. Så kom den lokale pædagog og med 1 ord satte alle børn sig på deres stole i en rundkreds, og så foregik tingene ellers nogenlunde som i en dansk børnehaveklasse. Men i frikvarterene gik det amok igen, de var slet ikke til at styre. Heldigvis kan jeg efterhånden en del swahili, så jeg kunne kommunikere med dem, men volontørerne derude kan næsten intet, og derfor har de heller ikke mange muligheder for at opdrage børnene.

Det var godt nok vildt at være der, og de 4 timer dagen varede, var mere end rigeligt. Nu er jeg glad for mine børnehjemsbørn, som måske ikke er lige så frimodige, men til gengæld heller ikke springer op på mit hoved, idet jeg træder ind af døren.

I løbet af dagene i Kipili, blev der afholdt valg i Danmark. Så midt ude i ingenting holdt vi vores egen lille valgaften. Amalie (en af volontørene) er formand for DSU på fyn, så der blev købt røde Obama tyggegummi, røde sodavand, røde valg bolsjer og pyntet op med røde roser og hjemmetegnede A’er. Rigtig fint, især når man tager valg resultatet i betragtning. Personligt er jeg ikke så politisk engageret, og var egentlig ikke klar over, at jeg gik glip af et valg, men det var da lækkert med tyggegummi og sodavand.

Det var nogen skønne fridage ude i Kipili, men jeg er glad for at være tilbage i Sumbawanga. Der kan jeg trods alt gå på nettet, købe det meste og der er ikke 35 grader varmt som i Kipili. For at vi ikke skulle opleve fuldkommen lykke, kom vi hjem til et hus med hverken strøm eller vand. Så en uges tid måtte vi trække ud ved hjælp af en spand vand, vaske hår i en balje og spare på vand drikkeriet.

På billedet til venstre er vi på en aftentur i Kipili, da vi opdagede en kokospalme lund, og inden vi vidste af det, var en af de lokale drenge på vej op for, at hente kokosnødder til os. Det var da dejligt, at han gad sætte livet på spil for vores sults skyld. Og det var også en lækker kold kokosmælk vi lidt efter kunne nyde.

Nu har jeg været meget flittig med at skrive blog, så det kan være der kommer en lille pause. Og så dog, for der er så mange ting jeg gerne vil fortælle til jer alle sammen. Jeg regner med, at beskrive små hverdagsting i den næste blog, som f.eks. hvordan man holder sin fødselsdag, fletter hele sit hår og fejrer afslutningen på hvad der svarer til gymnasiet. Indtil da, må I underholde jer selv med historier fra hverdagen i Danmark.

 Mange hilsner Amanda