Afrikansk hverdag

Så er det vist på tide at skrive om alt det som jeg oplever lige nu, og ikke alt det som er sket i løbet af den første uge ved Victoriavandfaldene osv.

Efter at vi havde siddet på busstationen i Sumbawanga i 2½ time ca., fik vi via nogle opkald til DK fat i Knud som kom og hentede os med undskyldningen: ”Åh, jeg troede først det var mandag i kom, det er jo hvad der kan ske”. Ja selvfølgelig, det er jo hvad der kan ske når man kommer en lørdag i stedet for en mandag.

Knud er vores kontaktperson og vejleder i løbet af vores praktik. Han er missionær i det sydlige Tanzania på 12. år, og han lever op til alle fordomme. Han har lagt hvidt skæg og gråt pagehår, som han altid dækker med en cowboy lignende hat som matcher hans praktiske naturfarvede bukser, til gengæld matcher hans farverige og mønstrede skjorter knap så godt. Han har altid en god historie fra lokalområdet, og når han tropper op ude på børnehjemmet løber børnene ham i møde og de ældre hilser respektfuldt på ham. Man får fornemmelsen af, at han har gennem de mange år herude, har opnået stor autoritet i alle hans omgangskredse. Og det, at han først dukker op 2½ time efter vores ankomst, og egentlig slet ikke regnede med at vi kom den dag, bekræfter kun fordommen om at han er mere afrikaner end dansker.

Om aftenen da vi ankom til huset, var vi godt trætte, og synet der mødte os, virkede ikke ligefrem opkvikkende. Det er et hus Knud kun overnatter i hver 14. dag og ellers bliver det brugt til opbevaringsrum for alle mulige ting, som en gammel missionær-samler, kan finde på at gemme. I vores stue står der ca. 10 gamle computerskærme og der er utallige skåle og skuffer og reoler der gemmer på alt fra danske julesange til rustne søm og gamle postkort sendt til tidligere volontører. Inde på vores værelse (som vi er 3 piger der skal deles om) står der også en del gamle stationære computere, 2 barnesæder til bil, en sæk med gamle hæklede klude og masser masser af alt andet tænkeligt. Oven i rodet er der enormt beskidt, virkelig beskidt! Vores myggenet hang næsten nede i hovederne på os pga. vægten fra skidt, gardinerne turde jeg dårligt røre ved og man kunne se lyse mærker fra ens fingerstrøg på væggene. Heldigvis opdagede vi først omfanget næste morgen, for på den første aften var strømmen så svag, at lamperne knap lyste, så vi brugte stearinlys. Vi vågnede altså op til noget der mest af alt virkede som et forladt sommerhus ejet af en gammel samler. Og så blev kosten eller svunget. Heldigvis er Therese også glad for rene ting, så vi brugte næsten hele dagen på at rengøre vores værelse og få ryddet op i reolerne. Resten af huset må vi tage i løbet af de næste måneder.

På loftet bor der meget livlige rotter, så de første mange nætter havde vi svært ved at sove pga. larmen fra dem. Og så skal man huske at ryste myggenettet godt inden man stiger ud af sengen, for i løbet af natten er der som oftest faldet lidt rotte efterladenskaber ned.

Her er et billede af det rotte lort som bogstaveligt talt hang ned af væggene inde på vores værelse:

Her er et billede fra efter vi har gjort vores værelse pænt:

I huset er der også indrettet en bogbutik i et af værelserne, den giver løn til to afrikanske Mama’s og vores nattevagt. De to Mama’s står for butikkens salg og derudover er de en slags husholderske, f.eks. vasker de vores tøj og gør lidt rent i stuen og køkkenet. Mama Pendo og Mama Simon, begge opkaldt efter deres første fødte. De er rigtig dejlige at have i huset, og fungerer som erstatningsmødre ved at give varm te når man har hoste og rose ens ny-syede tøj. De kan begge to kun tale swahili, så vi får virkelig afprøvet vores sprogkundskaber.

Her på billedet er vi hjemme at besøge dem, de bor med kun 50 meters mellemrum, så vi tog lige på dobbeltbesøg:

Omme i vores gård bor tre drenge omkring 20-25 år, de er alle sammen fra gaden, men nu betaler Knud deres uddannelse og imens den står på, for de lov at bo her. Neeva er en af dem, (jeg har vist skrevet om ham), han kan tale engelsk og har været til stor hjælp ved at svare på utallige spørgsmål. Han har barn og kone i en landsby 3 timer væk, men nu bor han her til studierne er færdiggjort. De to andre, Sergent og Tito, har vi kun talt lidt med, men det kommer nok efterhånden. Det er kun Neeva der har lov til at gå ind i huset, for han har vist sig pålidelig, de andre må vente nogle år endnu.

Her er Neeva på vej til fodbodkamp (på  byens lokale tv), og selvom det er 27 grader, skal man selvfølgelig havde udstyret på:

I løbet af søndag eftermiddag tog vi ud for at kigge på det ny byggede børnehjem, det er bare lidt uheldigt, for det viste sig, at det ikke var færdigbygget endnu. Det skulle ellers have været færdigt i maj (afrikansk tid), det vil sige engang næste år. Det kom ikke helt bag på mig, men jeg blev stadig lidt skuffet. Så vores opgave de første 14 dage blev at male loft og vægge, i det der bliver fællesrum for børnene. Det er vi heldigvis færdige med endnu. I starten var det da meget hyggeligt. Vi skulle arbejde sammen med Mathias, den kommende husfar for børnene, og et par af drengene fra det gamle børnehjem. Ingen af dem kan engelsk, så vi har fået øvet en del swahili. Jeg kan både sige maling, male, slibe, røre og træt, det er jo praktiske ord i mit pædagogiske arbejde. Det gav faktisk lidt sammenhold, og jeg er kommet godt ind på Mathias, han er meget venlig og rolig. Sådan en type som aldrig mister besindelsen, og har tålmodighed til alle mennesker. Perfekt som børnehjems far.

Her er billeder fra den første dag på børnehjemmet (Knud er ham med hatten), 2. billede er en gammel klinik som er forladt, den skal vi til at renovere, så børnene kan bruge det til fælles rum:

Men efter de 14 dage begyndte vi at føle os lidt pressede fra skolens side af. Jeg har 7 mål som jeg skal opnå inden afrejse, og udover det skal jeg skrive en større opgave om det pædagogiske arbejde. Og så begyndte jeg også at blive lidt rastløs, så der skulle mere til. Derfor tog vi en samtale med Knud, og nu har vi fået flettet noget pædagogisk arbejde ind.

Vi har fået til opgave at male ydersiden af en af bygningerne på det nye børnehjem, men nu har vi to gadepiger med i arbejdet. De er begge to ude fra det gamle børnehjem og hhv. 12 og 15 år. Messia som er 12 kommer fra en landsby langt væk, og var så heldig at blive fundet af Knud. Hun har en infektion i et sår på skinnebenet, som er blevet så slemt, at det har ætset halvdelen af hendes knogle. Hvis ikke Knud havde taget hende med, så var hendes ben rådnet og skulle amputeres, og så ville der ikke være nogen lykkelig slutning for hende længere. Hun bor på børnehjemmet og kommer på hospitaler flere gange om ugen, for at få renset og forbundet såret. Hun har været væk fra familien 1 år nu, og venter stadig på at såret skal heles, når det sker, kan hun flytte hjem igen. Mariam på 15, som også bliver kaldt Pili (To på swahili) fordi hun er 2. født, er et typisk gadebarn. Hendes forældre er døde, og bedstemoren hun boede hos blev for gammel til at tage sig af hende. Heldigvis opdagede en lærer det og kontaktede Knud, og det var egentlig starten på børnehjemmet. Pili har været her siden hun var 7 år.

Her er Therese og Pili i gang med at male:

Messia har aldrig gået i skole og Mariam er pga. skulkning blevet smidt ud af skolen. Så efter vi har malet et par timer, så spiser vi en lille frokost, og til sidst underviser vi i engelsk og matematik. Messia er selvfølgelig på 1. klasses niveau og Mariam er i matematik på ca. 5. kl. og i engelsk omkring 1. klasse. Så det er simpel skole, men det er kun godt, for alt foregår på swahili. Nu har vi været i gang med malearbejdet en uges tid, og vi har udregnet, at hvis vi arbejder i samme tempo fra nu af, så vil vi være færdige om 45 dage. Så der er masser af tid til at udføre lidt pædagogisk arbejde ind mellem malerpenslerne.

Her sidder vi og får en lille frokost og bagefter underviser vi samme sted, der er nemlig ikke kommet nogen møbler derud endnu:

Udover at male med de to piger, har vi også fået til opgave at hjælpe Mama Pendo og Mama Simon hver onsdag. Her holder vores hus nemlig åbent for gadedrenge i Sumbawanga. Alle er velkomne og der bliver serveret ugali og bønner, og der vil være mulighed for at få vasket sit tøj og få et bad. Det er meget forskelligt hvor mange der kommer, ca. 15-20 stykker. Sidste onsdag de var her, var der ved at opstå slåskamp, nogle drenge var kommet op at skændes og pludselig blev en af dem tæsket med en kæp af en anden. Så det er nogen hårde drenge, jeg ret spændt på hvordan det bliver. Ind til videre har vi kun været bag scenen, og hjulpet med opvask. Senere regner vi med at skulle være ude i haven med drengene, så vi kan få afprøvet vores diakon-evner.  

Så der er masser at lave lige nu, og oveni det har der været 7 danskere på besøg de sidste 10 dage, så der har været godt gang i huset. De 7 danskere er volontører på vej ud til en mindre landsby, Kipili, og inden skulle de lige nå at have swahili undervisning i Sumbawanga. Det har været rigtig hyggeligt, men også lidt mange mennesker i et lille hus. De er lige taget af sted for en time siden, og nu er der ro til at færdigskrive sin blog. Karen Louise er den eneste der er blevet tilbage, hun skal bo i huset med mig og Therese. Karen skal være her til 19. december og kommer til at undervise i computer og engelsk på forskellige skoler. Det skal nok blive hyggeligt mellem os 3 piger, det håber jeg i hvert fald, for vi skal dele værelse de næste mange måneder.

Her er vi ved at stille en seng op med myggenet til Karen, den seng som skulle være kommet dagen før, er tilfældigvis ikke blevet færdigbygget, så der går nok nogen uger endnu:

Her står vi alle tre sammen på toppen af et lille bjerg. Billedet er fra en lille søndagsudflugt, som jeg skriver lidt om næste gang:

Sådan ser min praktik altså ud i Tanzania lige p.t., men mens I læser denne her blog sker der sikkert en masse ændringer og misforståelser, så det hele er anderledes igen om 14 dage.  Jeg håber det går godt i Danmark. Alt det bedste fra Amanda.